Skanderborg får klinik til overvægtige børn
Klinik skal hjælpe overvægtige børn med at knække vægtkurven
Det bliver et farvel til hvidt brød, leverpostejmadderne og lange dage foran computerskærmen for de børn og unge, der fra 4. januar bydes indenfor i Skanderborg Kommunes nye Overvægtsklinik.
Overvægtsklinikken er et tilbud til overvægtige børn og unge mellem 3 og 17 år og deres forældre.
Behandlingen i klinikken læner sig op ad Holbæk-modellen, som er skabt af overlæge Jens-Christian Holm fra Holbæk Sygehus. Han har med stor succes hjulpet et stort antal overvægtige børn til en normal vægt, som danskerne fik et indblik i med DR-dokumentaren Generation XL.
“I Danmark har vi 60.000 overvægtige børn og unge. Mange lider af alvorlige følgevirkninger som fedtlever og forhøjet blodtryk og har det rigtig dårligt psykisk. Alligevel gør vi alt for lidt for at hjælpe dem. Derfor er det glædeligt, at Skanderborg Kommune tager ansvar for at give overvægtige børn og unge et professionelt, evidensbaseret tilbud, der virker,” siger Jens-Christian Holm.
Overvægtsklinikken er bemandet af to sundhedsplejersker og en diætist, som skræddersyer en individuel kost- og motionsplan til hvert barn og familie.
“Tager man kun et enkelt skridt for at bekæmpe overvægt som at spise mindre, sænker kroppen energiniveuaet for at bevare fedtmassen. Derfor skal man foretage alle nødvendige livsstilsændringer på én gang, fortæller diætist Ingrid Wittus og sundhedsplejerskerne Jane Bak og Anni Lund.
Der er et stort behov for et lokalt tilbud til overvægtige børn og unge i Skanderborg Kommune, fordi det regionale diætist-tilbud lukker ved årsskiftet. Allerede nu er der 20 børn på venteliste, og forventningen er, at godt 100 børn og unge vil benytte sig af tilbuddet om året.