Om lidt er kaffen klar - med kage til
Det handler om Kierkegaard og Benny Andersens menneskesyn ved søndagscaféen i Ebeltoft Sognegaard
Et seriøst, humoristisk og musikalsk foredrag om Søren Kierkegaard og Benny Andersens menneskesyn, med inddragelse af Adam Homo, Storm P. og Piet Hein, Poul Henningsen, Halfdan Rasmussen og Karen Blixen.
Sådan lyder overturen til søndagens café i Ebeltoft Sognegaard.
Duoen Helle Erdmann og Steen Jørgensen tager udgangspunkt i stakkels Adam Homos (det første danske epos skrevet af Frederik Paludan-Müller) spørgsmål om, hvad han dog skal gribe til og gøre for at blive et lykkeligt menneske.
De spørger Kirkergaards æstetikeren, etikeren, den religiøse, og Benny Andersens undgængeren (det vil sige et menneske, som undviger konfrontationer og både eksistentielt og socialt foretrækker at passe sig selv og undgå konflikter), Svante og sidst men ikke mindst Snøvsen for at besvare Adam Homos spørgsmål.
Der bliver også lejlighed til at høre og synge Svantes viser, men også sange af Poul Henningsen, Halfdan Rasmussen samt generalens vise fra Pinafore.
Spidsborgeren og Snøvsen
'Da Spidsborgeren gik fra Snøvsen' er overskriften på samarbejdet mellem cand. mag. og sognemedhjælper Helle Erdmann Frantzen og organist Steen Jørgensen.
Spidsborgeren kendes fra Kierkegaards eksistensfilosofi om menneskets forskellige "stadier på livets vej". Kiekergaard mener at mennesket adskiller sig fra dyrene og planterne ved at have et selv – altså en bevidsthed, en ånd. Denne bevidsthed har muligheden for at forholde sig til sig selv, men det gør spidsborgeren ikke. Han har endnu ikke set sig selv og lever derfor i ligegyldig konformitet og vane.
Snøvsen er titelperson i Benny Andersens børnebøger om Snøvsen og Eigil og katten i sækken. Drengen Eigil mener, at det er synd, at alle går fra snøvsen, for så er den jo helt alene.
Søndagscaféen begynder klokken 14.30 og som altid vanker der friskbrygget kaffe og kage formedelst 30 kroner.