Fortsæt til indhold

Claus Clausen har fundet topformen igen

Livstruende sygdom fik Claus Clausen til at reflektere over sit liv og gøre comeback

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Statsautoriseret ejendomsmægler Claus Clausen, 59, med mellemnavnet Støvlbæk, er tilbage i branchen igen.
Fra sit kontor i den rummelige boligforeningslejlighed i Grenaa startede han ved årsskiftet ejendomsmæglerfirmaet Støvlbæk med speciale i salg af landbrugsejendomme og herligheder.
Et bemærkelsesværdigt comeback, som der gemmer sig en livsbekræftende historie bagved.

Livstruende sygdom

For et par år siden fik Claus Støvlbæk Clausen konstateret akut leukæmi.
En livstruende sygdom som vendte og op ned på hans liv både fysisk og mentalt.
"Nu har jeg heldigvis overvundet sygdommen, er 15 kilo lettere og blevet erklæret rask," fortæller Claus Støvlbæk Clausen.
"En alvorlig sygdom giver vel alle et mentalt pitstop. Det gjorde det for mig, og mine mange refleksioner over mit liv betød, at jeg kom frem til, at jeg skulle tilbage til det, som jeg er allerbedst til, nemlig at sælge."
Han understreger, at sygdomsforløbet ikke gav ham et boost i retning af, at han fik set lyset eller gerne vil fortælle ugens 'krøblingehistorie'.

Overhovedet ikke

"Overhovedet ikke, men jeg har erfaret, at alvorlig sygdom sætter ens liv i perspektiv. Småting bliver til bagateller, og heldigvis har min kone og nærmeste familie været meget åbne og kunnet snakke om min sygdom uden at gemme på noget. Jeg er bare lykkelig for, at jeg er blevet erklæret rask, og nu er vendt tilbage på den hylde, hvor jeg tidligere har nydt at være."
Somme tider skal der et break til af dimensioner for, at man kan blive indhentet af fortiden på den positive måde.
Claus Støvlbæk Clausen skal da heller ikke til at starte op fra scratch i branchen.

Fødegården

Han har et cv, der går tilbage til 1987, hvor han købte Djurslands Ejendomskontor og drev det med succes i en årrække, før han solgte det til HOME i 1998 og arbejdede videre som konsulent.
Da de var flest, havde han seks ansatte i sit brød. Sideløbende var han involveret i driften af fødegården Gammel Mølle ved Ørum fra 1887, som han solgte i 2007.
"Jeg har fortsat et omfattende netværk, som jeg kan trække på, så jeg føler mig godt klædt på til at komme i gang," siger Claus Støvlbæk Clausen, der kun vil være sig selv og allerede har fået den første opgave i pipeline.
"Jeg elsker at være tilbage, og jeg kan forsikre dig for, at jeg skal arbejde med salg af landbrug og liebhaverejendomme til jeg vælter. Det er det jeg kan, og det jeg selvfølgelig skal leve af resten af min tid. Jeg ved fra tidligere, at konkurrencen er hård, og der kun er plads til de dygtigste. Der skal kæmpes for at få plads på markedet, men det er jeg parat til, og min store tilfredsstillelse er, at bringe to parter sammen og afslutte en handel som begge er glade for."

Uddannet på Aarhus Havn

Landmandssønnen fra Ørum Djurs er egentlig uddannet i shipping-branchen på Aarhus Havn. Efter veloverstået studentereksamen fra Grenaa Gymnasium i 1973 gik turen videre til "tre fantastiske år" på Aarhus Havn.
"Jeg lærte en masse i en ung alder og satte pris på, at det var frihed under ansvar."
Senere gik turen videre til et salgsjob ved Pindstrup Mosebrug, før indtoget i ejendomsmæglerbranchen med tilhørende uddannelse.
Nu er iværksætteren så igen tilbage på de tidligere betrådte stier.
"Jeg håber hele tiden at have 2-3 opgaver at kunne arbejde med, så er jeg tilfreds."