One woman show

De, der overværede sidste uges byrådsmøde, holdt vejret et sekund, da Socialdemokratiets Anette Quist Busk harcellerede over, at partifællen Jan Fischer var blevet forfremmet til en plads i Økonomiudvalget, selv om han er et af byrådets mest urutinerede medlemmer, som Anette Quist Busk formulerede det med synlig sarkasme.
Dermed fortsatte den socialdemokratiske frontfurie sin selvbestaltede vendetta mod det Socialdemokrati, som hun er godt på vej til at måtte forlade, fordi de øvrige i byrådsgruppen ikke længere vil stå model til hendes personlige eskapader og mangel på et minimum af opbakning til det fællesskab, som der nødvendigvis må være i et politisk parti. Mange havde sikkert ventet, at Anette Quist Busk ville have benyttet byrådsmødet til at meddele sin afgang fra byrådsgruppen og overgå til at blive løsgænger. Sådan gik det ikke, fordi Anette Quist Busk tilsyneladende er indstillet på at kæmpe kampen og vil smides ud af partiet.
Det er svært at se, hvordan den proces med forsøg på mægling, som Socialdemokratiet har sat i gang med hjælp fra partikontoret i København, skal føre til en lykkelig slutning, hvis en lykkelig slutning er, at Busk og de øvrige seks i byrådsgruppen skal finde hinanden igen.
Anette Quist Busk mener, at hun har en god sag, fordi hun under konstitueringsforløbet åbent og ærligt meldte ud, at hun under ingen omstændigheder ville skrive under på en aftale, hvor Socialdemokratiet kun fik serveret en ret linser i form af en borgmesterpost, men ikke formandsposten i Udvalget for Familie og Institutioner, som Quist Busk havde kig på. Man må give hende, at hendes analyse af Kommunalvalgets resultat var mere i sync med virkeligheden end det, partiets forhandlere på valgnatten kom frem til, så der kan ingen sige hende noget på. Det har de fleste i byrådsgruppen erkendt, men de nægter at sige det højt.
Hvis Anette Quist Busk tænker sig om, må hun imidlertid erkende, at hendes politiske fremtid ligger i ruiner, hvis hun ikke tager sig sammen til at række hånden ud til forsoning.
Det vil fremme hendes sag og dermed også den politiske fremtid, som ligger hende så meget på sinde, hvis hun viser vilje til at indgå i en mægling, hvor målet er at nå frem til et kompromis om samarbejdet fremover i den socialdemokratiske byrådsgruppe.
Vælger Anette Quist Busk at holde hårdt-imod-hårdt, kan hun ligeså godt stoppe i lokalpolitik og give pladsen videre til den næste i rækken blandt de socialdemokratiske suppleanter."