Jørgen Brøgger på vej til Det Konservative Folkeparti?
Konservative Syddjurs er i dialog med den nuværende løsgænger i Syddjurs Byråd, der forlod Venstre i protest, da partiet efter Kommunalvalget løb fra en konstitueringsaftale
Konservative Syddjurs bliver måske alligevel repræsenteret i det ny Syddjurs Byråd, kunne lokalformand Jens A. S. Blauenschild, afsløre på torsdagens generalforsamling på Hotellet i Rønde.
Partiet er nemlig i dialog med det mangeårige byrådsmedlem, Jørgen Brøgger, der smækkede med døren til Venstre umiddelbart efter Kommunalvalget i november 2013, da Venstre valgte at se stort på en indgået konstitueringsaftale med Socialdemokratiet på valgnatten. Et klokkeklart løftebrud, mente Brøgger, og det ville han ikke stå model til.
"Vi har haft drøftelser igennem nogen tid med Jørgen, og det ser lovende ud," kunne Jens A. S. Blauenschild fortælle på generalforsamlingen.
"En enig bestyrelse har besluttet, at vi byder Jørgen Brøgger velkommen på den måde, at der nedsættes en fokusgruppe, der skal samarbejde med ham løbende med henblik på at vurdere, om han opfylder vores ønske til en konservativ profil," forklarede den konservative lokalformand.
"Hvis det er tilfældet, og han fortsat ønsker at være hos os, vil han blive vores repræsentant i byrådet, selv om han formelt er løsgænger. Denne proces vil tage lidt tid. Hastværk er lastværk," lød det fra Jens A. S. Blauenschild.
Altid Venstre?
Lokalavisen har ikke talt med Jørgen Brøgger om den overraskende udmelding på Syddjurs Konservatives generalforsamling.
Brøgger har tidligere udtalt til Lokalavisen, at han fortsat er Venstremand med Venstre-holdninger, selv om han ikke længere betaler kontingent til partiet.
Men han har også udtalt til Lokalavisen, at han ville "tage hjem", hvis han skulle sidde muttersalene i en gruppe, fordi det ganske ikke er muligt at følge alle sider af det lokalpolitiske liv, hvis man er politisk solist.
Lokalavisen er vidende om, at der også har været tilnærmelser til Brøgger fra Borgerlisten Syddjurs, men nu tyder meget altså på, at han på et tidspunkt bliver optaget i Det Konservative Folkeparti.
Konservative Syddjurs oplevede en nedtur uden lige ved Kommunalvalget i 2013, fordi partiet kom meget sent ud af starthullerne.
Derfor var der meget langt til et mandat, men det kommer så muligvis alligevel - på bagkant af valget.