Fortsæt til indhold

Halbestyrer tager over på Bodega Cup

Tonni Kristensen & co. takker af efter 14 år som arrangører af indefodboldstævnet i Mørke

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lørdagens hæderkronede indefodboldstævne, Bodega Cup i Mørke Idrætscenter, for seniorspillere af begge køn kører efter samme succesrige skabelon som tidligere med 32 tilmeldte hold og masser af sjov og spas i løbet af dagen.
"Det har taget lidt længere tid i år at få de 32 hold samlet, men det har nu ikke være specielt vanskeligt," fortæller Tonni Kristensen, der sammen med sin bedre halvdel, Mette Skipper Kristensen samt Rikke Thorsøe og Thomas Lomholt er garanter for, at alt det praktiske omkring stævnet forløber til alles tilfredshed, men nu synger de fire på sidste vers.
"Efter 14 år som ansvarlige for Bodega Cup trænger vi alle til en velfortjent pause," siger Tonni Kristensen, mangeårig aktiv på mange fronter i Mørkes fodboldafdeling.
I en lidt yngre udgave spillede han med på Vivilds bedste hold i henholdsvis Serie 1 og Jyllandsserien, men nu rækker fysikken ikke længere til de store fodboldmæssige udskejelser.

Halbestyrer overtager

Centerleder i Mørke Idrætscenter, Lene Munk Gravesen, har i stedet indvilget i at tage over, så der også spilles Bodega Cup i 2015 og fremover.
"Vi skal nok hjælpe Lene, men det bliver hende som bliver ansvarlig for, at tingene kører," understreger Tonni Kristensen.

Fortsætter som træner

Tonni Kristensen fortsætter derimod ufortrødent med at træne fodboldungdom i barndomsklubben.
"Jeg træner fortsat U17 og nu også U8, hvor jeg har en dreng, der spiller, plus at jeg har ansvaret for pasning af vores baner, så jeg kommer ikke til at kede mig."
Ligesom i andre lokale klubber hænger trænerhvervet på få personer, og det er svært at få nye med på vognen.
Heldigvis er Tonni Kristensen besat af en gal fodbold og har en passion for spillet, som han med stor flid forsøger at overføre til de drenge, han træner.
U17-truppen, som han er fælles med Jesper Abildgaard om, består af 20 spillere, der har holdt sammen for hovedpartens vedkommende, siden de havde små fødder.
"De er seriøse og vil gerne træne meget og stabilt," roser Tonni Kristensen.
"Ellers havde jeg nu heller ikke gidet bruge så meget tid på dem," fortsætter han.
I efterårsferien 2013 deltog U17-truppen i et internationalt stævne i Barcelona sammen med andre hold fra Mørke, og der er planer om sende et kontingent afsted igen i år.