Tanzania set igennem mine øjne
For cirka to år siden faldt min daværende klassekammerat Sofia Asak og jeg i snak om hvad vi skulle lave i vores sabbatår, når vi en dag kom så langt. Sofia som har været i Tanzania flere gange end hvad der kan tælles på to hænder, var på ingen måde i tvivl. Hun skulle til Afrika og lave frivilligt arbejde. Jeg var hurtig og heldig, og i dag har vi været i Tanzania i en måned. Lige pt. bor vi på Bujora i en lille hytte som vi har lejet af Bujora Culture Center. Her skal vi være frem til starten af marts, hvorefter vi rejser ud mod østkysten og oplever Tanzania som turister i de sidste tre ugers tid, før turen går tilbage til kulde og Djursland igen 29. marts.
I den tid hvor vi har vores daglige gang her på Bujora, skal vi undervise i engelsk på Bujora primary school. Bujora culture center er et sukuma museum hvor turister kan få en rundvisning, men samtidig lejes de hytter, som egentlig er en del af museet, ud til besøgende. Det er ikke rigtig en by, selvom her også bor helt almindelige Tanzanianere i deres egne små huse med deres familier. Den nærmeste by, hvor man kan handle ind hedder Kisesa og ligger 20 minutters gang fra Bujora.
Dette er min første gang i Afrika, og det har givet noget af et kulturchok at komme hertil. Hvis man kan forstille sig en blanding af bananbådene i Djurs sommerland og Roskilde Festival på en varm dag, så har man Tanzania. Bare med kolde øl, når strømmen ellers er her. Det var i hvert fald mit førstehåndsindtryk af landet, da jeg kom her til i slutningen af december måned. Bujora er så hyggelig med de små, hvide, runde hytter med stråtækte tage og mønstre i flotte farver, aber der engang imellem kigger forbi oppe i trætoppene og små markeder med friske råvarer og eksotiske frugter. Her er så frodigt og smukt lige efter den lille regntid, den rene idyl. Men kontra dette, så er Tanzania også bare én stor skraldespand. Over alt ligger der skrald på jorden, mange steder i kæmpe bunker, stank blandet med duften af 'fjolletobak' skaber den vildeste festivalstemning. Det er så ærgerligt, at et land med så smuk en natur bliver behandlet som en kæmpe losseplads. I det mindste har børnene fundet på at lave deres eget legetøj ud af gammelt plastic, og hvad de nu ellers kan finde i skraldebunkerne.
Men ikke kun omgivelserne er forskellige fra de danske, også menneskerne her er noget helt andet. Inden vi tog af sted, var jeg ret godt forberedt. Sofia og jeg havde fået privatundervisning i kiswahili af Martin Loft, og han havde også sørget for, at fortælle en masse om landet og dets historie. Men et kulturchok fik jeg, hvilket nok heller ikke kan undgås. Folk i Tanzania er så forskellige fra os danskere. Det er en højrøstet, grinende og utrolig udadvendt folkefærd.
”Karibu”, som betyder 'velkommen', bliver brugt mindst fem gang i hver samtale, imens ens hånd bliver holdt og rystet godt og grundigt igennem. Man føler sig meget velkommen, alle vil gerne hilse og snakke med en. Her i omegnen af hvor vi bor, kender folk også Sofia igennem hendes far Knud Erik Asak, som altid er kommet her meget. Folk på Bujora er også vant til, at her kommer hvide. Kommer man ud i de små landsbyer føler man sig pludselig meget mere anderledes. Folk stopper op og kigger, børn følger efter en og der bliver råbt ”Wazungu!”, som betyder 'hvide'. En dag oplevede vi endda at politiet ville snakke med os, rode i vores hår og klappe på kinden.
Det er heller ikke unormalt, at folk spørger efter penge. Nogen vil også gerne med os tilbage til Danmark. Det er svært for dem at forstå, at selv om vi har mange penge her, fordi alting er så vildt billigt, så har vi slet ikke råd til at købe iPads, computere eller finansiere en flybillet til Europa for dem, når vi kommer hjem til Danmark igen.
Den offentlige transport i Tanzania består af små busser kaldt Dala Dala'er, med plads til omkring ti mennesker i hver bus. Vejene er fyldte med disse minibusser og man skal ikke vente meget mere end to minutter før en af de mange gamle ramponeret kassevogne med sæder holder ind til side og samler en op. Busserne bliver ejet af forskellige mænd, som hver morgen lejer dem ud til unge fyre. De er omkring 2-3 stykker om en bus og kører så hele dagen lang, for eksempel mellem Kisesa og Mwanza, og skal så aflevere bussen tilbage om aftenen med en fyldt tank. Så der er kamp om kunderne ude på vejen, da lejeudgiften skal tjenes ind, plus deres egen løn. Jo flere passager i bussen desto flere penge på lommen, når dagen er omme.
Her er der ikke noget som hedder en fyldt bus, den proppes og de stopper nok først med at fylde flere mennesker ind når hjulene giver efter. Man kommer i hvert fald hinanden ved i en Dala dala, og færdselsreglerne kører man på ingen måde efter hernede. Som Sofia så fint udtrykte det, så er de rigtig gode til at køre dårligt. Ind og ud imellem hinanden kører de, for at stjæle hinandens kunder. Overhalingerne sker når de har lyst, ikke altid når der er plads. Så er man klemt godt ind bag en stor Mama, skal man bare være taknemmelig, da man er sikret sig en airbag, hvis uheldet skulle være ude.
Det største chok har nu lagt sig, og alt er godt i TZ. Strømmen er nu også kommet igen her i vores hytte, efter den har været gået i en uges tid. Vi er så småt ved at være blevet installeret på skolen, så nu glæder jeg mig meget til at komme rigtig i gang i løbet af de næste par uger, både med vores børnehaveklasse og 7. årgang.