Socialdemokratisk nachspiel ved Kvickly i rosens navn
Den socialdemokratiske partiforening i Ebeltoft var fredag repræsenteret i gadebilledet for at sige tak for kampen
Socialdemokraterne i Ebeltoft kom fint ud af Kommunalvalget i november 2013 med valg til unge Anders Peter Rasmussen og valg på efterbevilling til partiformand og strateg Christian Haubuf, da partiets borgmesterkandidat Jesper Mathiesen tog konsekvensen af konstitueringsforløbet og fik lov til at forlade byrådet med henvisning til nyt lederjob på Lystrup Skole.
For lige at markere, at partiforeningen i Ebeltoft fik 2 ud af 3 mand valgt ind i byrådet, hvor Socialdemokraterne har syv pladser, var bestyrelsen at se i gadebilledet ved Kvickly fredag eftermiddag for at uddele socialdemokratiske roser til borgerne og for at gøre opmærksom på en vigtig generalforsamling mandag 24. februar i Kulturministeriets lokaler.
På generalforsamlingen skal medlemmerne tage stilling til, om partiforeningen i Ebeltoft skal fusionere med den anden socialdemokratiske partiforening i Syddjurs - den, der går under navnet Syddjurs Vest.
Formand Christian Haubuf har på forhånd den holdning, at han ikke vil give sin mening til kende.
"Jeg vil lade det være op til medlemmerne at beslutte, om vi kun skal have en partiforening i Syddjurs - uden at jeg giver mit besyv med. Der vil være både fordele og ulemper forbundet med en fusion, men det må være medlemmernes opgave at veje for og imod uden for mange vink fra bestyrelsen."