Køge renoverer bygninger for 27 mio. i 2014
Herfølge Svømmehal, legepladser og haller sættes i stand i 2014. Samtidig fortsætter undersøgelse af kommunens bygninger for PCB.
RENOVERING: Køge Kommune er godt i gang med at føre sine bygninger up to date.
Det vurderer formanden for Byrådets nye Ejendoms- og Driftsudvalg, Søren Brask.
- Det vil tage nogle år endnu, inden alle skoler, haller og andre kommunale ejendomme i Køge er i tip top stand, men vi er godt på vej til at indhente det efterslæb, der er hobet op på vedligeholdelse af bygningerne. I 2014 vil vi bl.a. renovere Herfølge Svømmehal og en række haller og offentlige legepladser, siger Søren Brask efter det allerførste møde i Ejendoms- og Driftsudvalget onsdag.
Her var en af opgaverne at prioritere, hvor kommunen skal sætte ind med sav, hammer og malerpensel i 2014.
- Men vi skal heller ikke glemme at der i 2013 blev renoveret ejendomme for langt flere penge, end der er gjort i tidligere år, bemærker Søren Brask.
Der er afsat 27 mio. kr. på Køge Kommunes budget i 2014 til vedligeholdelse af skoler, institutioner og andre kommunalt ejede bygninger – og det er Ejendoms- og Driftsudvalget, som beslutter, hvor vedligeholdelsespengene skal bruges.
PCB-undersøgelse
Køge Kommune er også i gang med at undersøge alle kommunens bygninger for det skadelige stof PCB, der i årene fra 1950 til 1977 blev anvendt i særlige bygningsdele, f.eks. vinduesfuger og visse lysarmaturer.
Hvis der findes PCB, skal bygningen renoveres, og derfor har Ejendoms- og Driftsudvalget reserveret 2,5 mio. kr. til PCB-renovering i 2014.
- Der mangler endnu undersøgelser af nogle ejendomme, inden vi er helt færdige, men langt de fleste stikprøver er taget. Det glædelige er, at der kun er fundet ganske lidt PCB-rester i enkelte ejendomme. Disse forekomster er vi i øjeblikket ved at undersøge nærmere og med Teknologisk Institut som assistance. Når vi er færdige her, vil vi orientere nærmere, siger Søren Brask.
pm