Unge hjælpes i fritidsjob i Køge kommune
Jobplaneten skal skaffe fritids- og lommepengejob til unge i Karlemoseparken. Tilbuddet udvides senere til Søparken, Hastruppaken og Ellemarken.
KØGE: Et job efter skoletid giver gode lommepenge – og er på den lange bane vejen til uddannelse og arbejde.
Derfor får de unge i boligområdet Karlemoseparken ved Køge nu deres helt egen jobbørs, Jobplaneten, som kan hjælpe dem med at finde et lommepenge- eller fritidsjob.
Jobplaneten laves i samarbejde mellem Køge Kommune og den fælles boligsociale helhedsplan for Køges største, almene boligområder, Karlemoseparken, Søparken, Hastrupparken og Ellemarken.
På sigt skal Jobplaneten udbredes til alle fire boligområder. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter støtter Jobplaneten med et beløb på 866.000 kr. over de kommende to år.
Tæt samarbejde
Jobplaneten åbner i maj i år og får lokaler i Karlemoseparken, hvor områdets unge i alderen fra 13 år og op nemt kan komme forbi og søge råd og vejledning om fritids- og lommepengejob, beskæftigelse og uddannelse.
Lommepengejob er for unge i alderen 13-15 år og fritidsjob er for unge over 15 år.
Indsatsen bliver et tæt samarbejde mellem ansatte i Helhedsplanen, SSP, Ungdommens Uddannelsesvejledning Køge, Jobcenter Køge og Ungecentret. De involverede parter i indsatsen skal frem til maj 2014 etablere kontakt til private og offentlige virksomheder og ikke mindst til de unge.
Krav og belønning
Mads Andersen, formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget i Køge Kommune, siger:
Det er en unik mulighed for Køge Kommune, at få unge mennesker i beskæftigelse på netop denne måde. Vi har tidligere haft stor succes med at lade unge mennesker i vores nordligere boligområde, Søparken, have lommepengejob, hvor opgaven var at holde området pænt og rent. Dette medførte ikke bare beskæftigelse til de unge, men også mindre hærværk og ballade. Det giver dem ansvarsfølelse for det område, de bor i, og min forventning er, at det bliver en stor succes, som vi kan overføre til andre boligområder også.
Jobplaneten bliver en af hjørnestenene i den boligsociale helhedsplan, fortæller Rami Panduro ZouZou, leder for Boligsocialt Fællessekretariat Køge:
Vi vil sætte turbo under den jobskabende indsats, til gavn for boligområdet i almindelighed og for de unge i særdeleshed. Et job i fritiden er et effektivt redskab til at fastholde de unge i uddannelsessystemet. De unge får nye kompetencer. De lærer at arbejde sammen og at overholde aftaler samtidig med, at nogen stiller krav til dem og belønner deres indsats, siger han.
pm