Fri adgang til generalforsamling i Liberal Alliance Djursland
'Frihedselskerne' er dog endnu ikke blevet så frie, at de udlodder stemmeret til alle - kun medlemmer kan deltage i afstemningerne på onsdagens generalforsamling i Ree Park
Liberal Alliance Djursland kom, så og sejrede ved Kommunalvalget i november 2013 i både Norddjurs (5,3 procent af stemmerne) og Syddjurs (6,1 procent af stemmerne).
Begge steder fik partiet to kandidater valgt ind i kommunalbestyrelse og byråd.
Derfor kan medlemmerne mødes med store tandpastasmil, når de onsdag 19. februar stempler ind til generalforsamling i Ree Park ved Ebeltoft.
Generalforsamlingen foregår i 'Deadwood Saloon', men inden da vil direktør for Ree Park, Jesper Stagegaard, i samme saloon fortælle om parken og virksomheden.
Egentlig havde bagmand Karsten Ree lovet at give en frontberetning om sit liv og virke, men han har måttet melde afbud på grund af udenlandsrejse.
Alle er inviteret
Liberal Alliance kender ikke til smalle steder i Bredgade. Både medlemmer og folk med partibog til andre partier eller helt uden kan deltage i generalforsamlingen.
Det er dog kun medlemmer, som senest 8 dage inden generalforsamlingen har betalt deres kontingent, der har stemmeret.
Generalforsamlingen følger vedtægternes dagsorden. 3 bestyrelsesmedlemmer og formanden er på valg.
"Alle vil gerne genopstille, men det vil være meget velkomment, hvis nye kræfter har lyst til at komme ind i bestyrelsesarbejdet. Kontakt gerne undertegnede, hvis du har lyst til at høre nærmere," skriver lokalformand Niels Farver i den indbydelse, der er tilgået medlemmerne.
BEGRÆNSNING af magten
Formanden ser i den omfattende indbydelse til generalforsamlingen tilbage på den hektiske tid, der prægede den kommunale valgkamp.
"Lykkeligvis havde vi god støtte fra vores dygtige og erfarne kandidater, men arbejdsomfanget kom som lidt af en overraskelse, i hvert fald for formanden. Næste gang er vi dog heldigvis bedre rustet med alle de redskaber vi nu har fået etableret og puttet i den organisatoriske 'værkstøjskasse'," mener Niels Farver, der afslutningsvis giver medlemmerne en manuduktion i det 'liberale standpunkt'.
"Det liberale kardinalpunkt er BEGRÆNSNING af magten. Det er den ydmyge position, der erkender at alle - og da især magthavere - kan tage fejl, at ingen kan foreskrive hvordan andre mennesker skal leve, eller hvad de skal forstå ved lykke."