Fortsæt til indhold

“Afgørende måned for SFs fremtid”

Den tidligere Syddjurs borgmester lever i håbet, men erkender det ser meget svært ud

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

En deltager ved fredagens nytårskur arrangeret af borgmester Claus Wistoft (V) i Syddjurs Udviklingspark i de tidligere Miliken-bygninger sagde henkastet til Lokalavisens udsendte: “Det bedste Socialdemokratiet kan gøre i Syddjurs er da at overtale Kirstine Bille til at blive partiets borgmesterkandidat ved næste Kommunalvalg.”
Underforstået SFs krise på landsplan vil alligevel få en resultatsøgende politiker som den forhenværende Syddjurs borgmester til inden længe at søge andre græsgange.
“Så langt er jeg ikke endnu, og der skal da hvis også lige sluges par kameler,” griner Kirstine Bille, da Lokalavisen præsenterer hende for historien.

En afgørende måned

Hun vedgår dog gerne, at situationen er alt andet end behagelig for det parti, hun har været medlem af siden 1981, og som efter to plus et halvt år på regeringsbænkene måtte skride fra jobbet, da uenigheden om salget af 19 procent af DONG-aktierne til den amerikanske investeringsbank, Goldmann Sachs, splittede folketingsgruppen totalt.
“Den kommende måned bliver afgørende for SF. Frem til det ekstraordinære landsmøde 1.-2.marts skal vi have afklaret, hvem der skal udgøre den fremtidige ledelse og da ikke mindst blive enige om den politiske linje. Det kan blive meget svært.”

Konstruktivt møde

Weekendens netop afviklede Kontaktrådsmøde og Kommunalpolitisk Landsmøde i SF fik ikke Kirstine Billes tro på fremtiden til at kuldsejle totalt.
“Jeg synes, det var et meget konstruktivt møde, hvor der blev talt om en masse ting, også på en til tider meget direkte måde.”
“Men det ændrer ikke ved, at vi står overfor en hård opgave, og den består selvfølgelig i at få afklaret den politiske kurs fremover. Skal SF være et parti, der går efter indflydelse for at forandre noget, som vi har gjort det i regeringen efter min mening eller skal SF være et parti, der drejer længere til venstre for at konkurrere med Enhedslisten, hvis jeg nu skal sige det meget forenklet.”
Hun er dog endnu ikke der, hvor hendes medlemskab er til overvejelse.
“Slet ikke, for jeg tror som sagt, det vil lykkes at få genstartet SF, men det er klart at bliver det med en politisk linje, som jeg slet ikke kan identificere mig med, så vil jeg selvfølgelig overveje min fremtid.”
Den tidligere borgmester trives bedst i maskinrummet, hvor der er mulighed for at øve indflydelse. Det kan blive afgørende.