Mænd vil handle med konen - konen med veninden
Mænd skal ikke tro, at deres koner gerne vil have dem med ud at handle
Der er ikke længe til foråret melder sin ankomst, og traditionen tro er der rigtig mange danskere, der tager afsted på storbyferie. Både for at nyde de varmere temperaturer og den gode mad i f.eks. Rom eller Madrid, men i høj grad også for at fylde kufferten med nye ting til garderoben. Men når det kommer til shopping, er der ikke overensstemmelse mellem mand og kone om, hvem der er den foretrukne shopping-partner.
I en undersøgelse Voxmeter har foretaget på vegne af FDM travel, svarer over hver anden mand (54%), at han helst vil have konen med på shopping-tur i udlandet. Derimod svarer under hver tredje kvinde (32%), at manden er favorit shopping-partneren.
”Ikke så overraskende viser vores undersøgelse også, at kvinderne hellere vil shoppe med veninderne”, siger adm. direktør hos FDM travel, Jan Lockhart.
Hver fjerde mand vil ikke shoppe
Det er dog ikke alle mænd, der har lyst til at tage konen med ud at shoppe. Der er nemlig også mange, der helst undgår overhovedet at shoppe på ferien. Hver fjerde mand (25 %) svarer således, at han helst undgår shopping.
Undersøgelsen er foretaget af Voxmeter på vegne af FDM travel og er baseret på svar fra 1.000 danskere.