Fortsæt til indhold

Flyttedag for Hornslet Apotek

Mandag morgen åbner Hornslet Apotek i nye moderne lokaler på central beliggenhed

Samfund
Af Martin Schultz

Et stort ønske går i opfyldelse, når apoteker Ulrik Hjelme mandag morgen kan slå dørene op til et nyt apotek på Byvej 8 i Hornslet.
Mange har gennem årene været trætte af Hornslet Apoteks placering på Alpevej, og naboerne har været utilfredse med trafikken til og fra apoteket. Da Ulrik Hjelme derfor overtog apoteket 1. januar 2009 efter apoteker Nils Ole Olsen, var planen da også at finde et nyt sted til apoteket.
”Men dels var det svært at finde et egnet sted, og dels blev vi en del af den Apoteksreform, som blev gennemført netop i de år og som lavede om på den eksisterende apoteksstruktur,” siger apoteker Ulrik Hjelme.
Med åbningen af apoteket i det nybyggede hus i to etager på Byvej rykker Hornslet Apotek helt ind i centrum af Hornslet og bliver en naturlig del af byens handelsliv.

Travl weekend venter

Samtidig får både medarbejdere og kunder nu et spritnyt hus at mødes i.
“Et helt nyt hus giver mulighed for at tilrettelægge arbejdsgange og betjening på en effektiv og kundevenlig måde,” siger Ulrik Hjelme.
Apoteket får i stueetagen på 250 kvm en rationel indrettet butik med fire kasseterminaler. Bagved bliver der plads til lager og medicinekspedition.
“På førstesalen bliver der kontorer og frokoststue, som også kan bruges som møderum,” siger Ulrik Hjelme. Han ser en travl uge i møde for at få hele flytningen af inventar og varer sat på skinner, så apoteket er klar til at tage imod kunderne mandag morgen.

Bedre adgangsforhold

Kunderne får væsentlig bedre adgangsforhold end tidligere.
“Der er optimale parkeringsforhold på begge sider af huset. Desuden får vi megetbedre adgangsforhold for vores kunder, hvadenten de bruger rollator, kører på el-scooter eller har barnevogn med,” siger Ulrik Hjelme.
Apoteket beskæftiger 14 medarbejdere i Hornslet, som arbejder 8-10 ad gangen.
“Det bliver nemmere for vores personale. Hele lagerdelen er blevet indrettet fornuftigt og rationelt, så vi hurtigt kan finde de ønskede varer.”

Fem daglige afgange

Hornslet Apotek betjener mellem 250 og 300 kunder på en normal arbejdsdag og sender dagligt ligeså mange pakker medicin ud af huset.
“Vores distrikt går fra kyst til kyst fra Skæring til Udbyhøj. Alle ekspeditioner nord for Hovedvejen A15 sker fra vores afdeling i Auning,” siger Ulrik Hjelme. Udover filialen i Auning er der et apoteksudsalg i Løgten.
“Desuden leverer vi til 13 udleveringssteder i distriktet. Vi kører ud med leveringer fem gange om dagen, og lægerne kan bestille receptpligtig medicin helt frem til kl. 15.30, som så bliver sendt afsted med den sidste bil kl. 16,” fortæller Ulrik Hjelme.
Desuden er Hornslet Apotek Djurslands eneste veterinærapotek.