Hvad bliver konsekvenserne af den åbne skole?
Skolerne inviterer repræsentanter fra kommunens erhvervs- og foreningsliv til fyraftensmøde på Marienhoffskolen om skolereformen
"Den åbne skole er en folkeskole, som inddrager sin omverden. Det kan være lokalsamfundet, musikskolerne, idrætsforeningerne, det lokale Røde Kors eller bymuseet," læser man på Undervisningsministeriets hjemmeside.
'Den åbne skole' er et tema i den ny skolereform, som bliver aktuel fra næste skoleår. Den åbne skole skal skabe et større kendskab til de muligheder, som det danske samfund byder på. Konkret skal skolen inddrage det lokale idræts-, kultur- og foreningsliv i skolelivet, ved at kommunerne forpligter sig til at sikre et samarbejde.
Inviterer til fyraftensmøde
I Syddjurs tager skoleafdelingen tilløb til den åbne skole med et fyraftensarrangement på Marienhoffskolen i Ryomgård torsdag 6. februar.
Til mødet er skoleledere, repræsentanter fra skolebestyrelserne, politikere, samt repræsentanter fra foreningsliv, erhvervsliv og kulturliv inviteret.
Formålet er naturligvis at få diskuteret forudsætningerne for, hvordan skolerne kan inddrage det omgivende samfund mere i skolens undervisning, og om lokalsamfundet synes det er en god idé og melder sig parat.
Formand for Udvalget for Familie og Institutioner, Per Zeidler (I), er stor tilhænger af den åbne skole og tror på, at der vil være opbakning i det lokale erhvervs- og foreningsliv til at hjælpe til med at løse opgaven.
"Heldigvis skal vi ikke starte fra nul. I Syddjurs har vi i forvejen masser af gode erfaringer at kunne trække på, når det gælder samarbejde og involvering af både erhvervslivet og idrætslivet i skolernes hverdag. Dette samarbejde skal vi udbygge yderligere, og det håber jeg, vi kan diskutere med et bredt udsnit af repræsentanter fra virksomheder og foreninger til mødet på Marienhoffskolen."