Fortsæt til indhold

Firebande hos Borgerlisten har startet valgkampen

Borgerlisten Syddjurs kan allerede nu mønstre fire kandidater i deres bedste alder, der målrettet vil gå efter en byrådsplads i 2017

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det kan ikke nytte noget at skulle lede efter kandidater til det kommende byrådsvalg kort før lukketid.
Det har Borgerlisten Syddjurs nu også erkendt.
Derfor har listen allerede øje på næste kommunalvalg i 2017, og fire kandidater fra 2013-holdet har meddelt, at de er forhippede på at gå efter en plads i byrådet om fire år.
Det er Tina Simonsen, Dejret, Steen E. Rahbek, Søby/Hornslet, Steffen Holmberg Sønderskov, Ebeltoft og Christian Gøthche, Blåkjær/Knebel.
"Vi vil fra ”baglandet” yde dem al den praktiske støtte og opbakning, der er mulig i dette arbejde, samtidig med at vi allerede nu vil begynde at søge efter flere/nye kandidater, således at Borgerlisten om fire år kan stille med et stærkt hold, der kan sikre øget repræsentation i byrådssalen til gavn for lokalsamfundene rundt i hele kommunen," forsikrer Jørgen Brøgger, Borgerlistens nuværende byrådsmedlem og i mange år samlende kraft, i Borgerlistens nyhedsbrev.
Borgerlisten manglede ved valget i november 2013 blot 17 stemmer for at fået et ekstra mandat.