Per Zeidler udelukker fællesskab med Anette Quist Busk
Det har været gisnet om, at den snart forhenværende socialdemokrat Anette Quist Busk og Liberal Alliance kunne se en fremtid sammen, men det bliver der ikke noget af
Med forventningen om, at Anette Quist Busk og Socialdemokratisk snarligt skilles, har der på rygteplanet været gisnet om, at den detroniserede socialdemokrat ville søge andre politiske græsgange.
Liberal Alliance har været nævnt i denne sammenhæng, fordi Liberal Alliances Per Zeidler og Anette Quist Busk tidligere har arbejdet tæt sammen i Udvalget for Familie og Institutioner og haft en fælles tilgang til at inddrage borgerne i lokalpolitik.
Men Per Zeidler skyder rygterne ned uden tøven.
"Det bliver der ikke noget af. Det kan jeg sige helt klart uanset, hvad rygterne fortæller," fastslår Per Zeidler.
Anette Quist Busk har tidligere udtalt til Lokalavisen, at hun fortsat vil være socialdemokrat, selv om hun får inddraget sit medlemsbevis. Hendes fortsatte ambition i byrådet er at stå imod 'den blå politik', som hun mener bliver udkommet af den sammensætning, som byrådet har fået.
I parantes bemærket bør det i denne sammenhæng nævnes, at Anette Quist Busk har stemt for det kommunale budget for 2015, som både har blå og røde signaturer.
Til blå hold tæller hun også Liberal Alliance, og så er det en torn i øjet på hende, at Per Zeidler har nappet den formandspost i Udvalget for Familie og Institutioner, som Anette Quist Busk gik målrettet efter, og som blev selve anstødsstenen til hendes kritik af Socialdemokratiet.