Fuldtonet opbakning fra Bille til Olsen Dyhr
SF-gruppeformand i Syddjurs, Kirstine Bille, glæder sig over Pia Olsen Dyhrs udmelding om, at hun er parat til at være formand for SF
"Driftssikker, dygtig og visionær."
Tre ord, der vælter ud af munden på tidligere SF borgmester i Syddjurs, Kirstine Bille, når hun skal karakterisere Pia Olsen Dyhr, der nu har sagt ja til at være hende, der som formand skal give SF modet - og vælgerne tilbage - efter to plus et halvt turbulente år i regeringen.
"Pia Olsen Dyhr er den rigtige formand efter min opfattelse til at bringe SF videre," siger Kirstine Bille.
"Hun tør melde klart ud, hvad der er hendes projekt, nemlig at bringe SF tilbage i en regering, fordi det er der, at vi kan gøre vores indflydelse bedst gældende. Ingen kan være i tvivl om hendes holdning, og det er til at forholde sig til."
- Er Pia Olsen Dyhr den rigtige til at forene fløjene i SF?
"Ja, det mener jeg. Hun har tydeligt markeret, at SF er et parti, der både er rødt og grønt, men også et parti, der tager ansvar og ikke bare sidder med hænderne i skødet ude til Venstre. Ingen kan være i tvivl om, hvad de får, og så har Pia Olsen Dyhr vist, at hun som minister har været en dygtig forhandler."
Skal ingen steder
Hvis Pia Olsen Dyhr bliver ny formand og ikke mindst kommer til at betegne den politiske linje, får Kirstine Bille ikke problemer med at fortsætte i SF.
Hun har efter partiets udtræden af regeringen og Annette Vilhelmsens formandsstop signaleret, at en alt for venstreorienteret placering af SF fremover i hård konkurrence med Enhedslisten godt kunne få hende til at overveje sin situation.
"Med Pia Olsen Dyhr som formand har SF en fremtid i dansk politik."