Mette Touborg har opfordret Bille til at kandidere
Den succesrige SF borgmester i den sjællandske landkommune, Lejre, er blandt de SF'ere, der har opfordret Kirstine Bille til at gå efter en plads i SFs landsledelse
"Jeg har selv tænkt tanken, men der er da både lokale SF'ere og partimedlemmer fra andre egne af Danmark, der har opfordret mig til at stille op," fortæller tidligere Syddjurs borgmester Kirstine Bille efter, at hun nu har bekendtgjort, at hun går efter at blive valgt til SFs landsledelse på 18 medlemmer ved det ekstraordinære landsmøde 1.-2. marts i det kriseramte parti.
Kirstine Bille er ikke meget for at nævne, hvilke navne, der har opfordret hende til at kandidere, men hårdt gået på klingen nævner hun dog Mette Touborg, succesrig SF borgmester i Lejre Kommune på Sjælland og nuværende næstformand for SF. Touborg genopstiller ikke til Landsledelsen.
Mette Touborg og Kirstine Bille var i sidste valgperiode (2009-2013) SFs koryfæer i det lokalpolitiske, som partiets to eneste borgmestre, hvis man ser bort fra de fire store byer.
Ved Kommunalvalget i november 2013 lykkedes det Mette Touborg at forbedre sin stilling i Lejre, mens Kirstine Bille trods et flot personligt stemmetal ikke kunne trække SF til truget i fire år mere i Syddjurs, men i stedet var med til at bane vejen for en Venstre borgmester, Claus Wistoft, i mangel af tro på, at Socialdemokratiets Jesper Mathiesen kunne røgte hvervet.
"Jeg vil gerne være med til at bringe SF tilbage på sporet, og jeg føler efterhånden, at jeg har fået så meget erfaring, at jeg vil have noget bidrage med i Landsledelsen," siger Kirstine Bille om sine bevæggrunde til at kandidere til SFs højeste myndighed.