Fortsæt til indhold

Ny erhvervschef har allerede stemplet ind

Christian Gøthche er allerede startet som ny erhvervschef i Syddjurs Kommune en måned før, det egentlig var aftalt, at han skulle begynde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

"Jeg giver en omgang, hvis du i løbet af tre år kan bringe Syddjurs Kommune i top 10 i Dansk Industris årlige undersøgelse af erhvervsklimaet i landets kommuner," lød det fra borgmester Claus Wistoft (V) ved fredagens nytårskurs henvendt til Syddjurs Kommunes ny erhvervschef, Christian Gøthche, der egentlig først skulle starte i jobbet 1. marts 2014, men siden er blevet enig med bestyrelsen i Den Erhvervsdrivende Fond Syddjurs Udviklingspark, der er hans arbejdsgiver, at han lige så godt kunne komme i gang fluks.
Derfor startede Christian Gøthche allerede ud i mandags.

Tre konkrete opgaver

Christian Gøthches arbejdsfelt bliver uhyre konkret.

Det består af tre opgaver:

  • Udvikle Syddjurs Udviklingspark, så virksomheder, der har et behov for lokaler, ikke henvender sig forgæves til Syddjurs Kommune. Udviklingsparken i de tidligere Milliken-lokaler har mange kvadratmeter at gøre godt med .
  • Styrke erhvervsudviklingen i kommunen i forhold til iværksættere, nuværende virksomheder og vækstvirksomheder og tilflyttere.
  • Støtte borgmesterens mål om en placering i top 10 i løbet af et overskueligt antal år i Dansk Industris årlige erhvervsklimaundersøgelse.

Et naturligt centrum

Christian Gøthche fik lejlighed til at præsentere sig overfor de næsten 150 gæster til nytårskuren, og han kunne fortælle, at det var hans klare ambition at gøre Syddjurs Udviklingspark til det "naturlige erhvervsmæssige udgangspunkt og samlingssted for hele Syddjurs - både kommune og erhvervsliv".
"Det skal være et hus, man naturligt søger til, når man ønsker støtte, udvikling, forandring og vækst, fordi Udviklingsparken kan gøre en forskel. Det er derfor mit mål over de næste tre år, at vi sammen udvikler Syddjurs Udviklingspark til en vækstfremmende dynamo, der er kendetegnet ved at skabe reel værdi for erhvervslivet og nye arbejdspladser, men også er markant synlig i det regionale samarbejde. Her tænker jeg på netværk, væksthuse og nabokommuner."
Christian Gøthche, 48, bor på Mols, hvor han er født og opvokset.
Han er student fra Grenaa Gymnasium og har 15 års erfaring fra forsvaret og 14 år fra erhvervslivet, primært i videnstunge virksomheder, som ballast til at være erhvervschef.
Hertil kommer en MBA fra Handelshøjskolen i Aarhus.