EU-regel giver bøvl for dine lokale håndværker
Håndværkere skal rette sig efter kørehviletidsreglerne og have fartskrivere installeret i firmabilerne, selvom lovgivningen slet ikke er henvendt imod byggebranchen
HÅNDVÆRK: Murere, tømrere og snedkere er nogle af de håndværkere, der skal have fartskrivere installeret i deres firmabil.
Det skal de, hvis de kører længere end 50 km væk fra firmaadressen, og deres firmabil samtidig vejer over 3500 kg. En håndværker med base i Køge skal altså blot have en opgave i Vordingborg, før en fartskriver er et lovkrav. En fartskriver koster 10.000-12.000 kr.
- I år 2013 er det svært at finde en håndværker, som ikke falder ind under den kategori. Specielt når man ser på, hvordan branchen har det. Virksomhederne er nødt til at køre længere for opgaverne, så derfor vil mange være nødsaget til at have fartskrivere installeret i alle firmabilerne, siger Torben Liborius, erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.
Reglerne om fartskrivere er tiltænkt at kontrollere transportområdet, hvor de kører langt og længe. Det handler fx om, at lastbilchaufføren, der kører oliven fra Athen til Aalborg, husker at få holdt pauser på turen gennem Europa. Men kravet om fartskrivere rammer også håndværkere, hvilket Dansk Byggeri har svært ved at se fornuften i.
- Kørehviletidsreglerne siger, at man må kører 4,5 time uden at holde pause. Håndværkerne kører sjældent så langt, så fartskrivere bliver dermed et unødvendigt og bøvlet kontrolapparat, som håndværkerne bruger dyrebar tid og penge på at administrere, siger Torben Liborius.
Reglerne ser ud til at blive ændret en smule i en nær fremtid, så håndværkerne fremover skal køre 100 km væk fra firmaadressen, før reglerne om fartskriver træder i kraft. Dansk Byggeri mener, at den udvidede grænse er en lille forbedring, men mener samtidig, at reglerne fortsat vil være til gene for håndværkerne.
- Byggebranchen er et mobilt erhverv, så en lille ændring i kilometergrænsen rykker ikke det helt store. Det er jo meget normalt, at en tømrer fra fx Vejle har en opgave i Tønder, så der rykker en udvidelse til 100 km ikke det store. EU har lavet en lovgivning, som rammer vores branche helt uhensigtsmæssigt. Jeg vil derfor opfordre politikerne til at få kigget reglerne efter i sømmene endnu en gang, siger Torben Liborius.
pm