Fortsæt til indhold

Lars Andersen tager med hænder i FC Djursland

Den rutinerede målmand har foreløbig lovet at spille i FC Djursland frem til sommerferien

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

FC Djursland har fået løst sit målmandsproblem efter, at Lars Andersen efter lørdagens træningskamp mod Skovbakken sagde ja til at træne og spille foråret ud hos overbygningsholdet, der er agterlanterne i 2. division Vest.
"Vi har aftalt med Lars, at han træner fast tirsdag og torsdag frem til sommerferien, mens han har problemer mandag på grund af jobbet. Lars arbejder som pædagog og får sent fri om mandagen," fortæller FC Djurslands sportschef Jan Thomsen.
Den tidligere Hornslet målmand, og trænerassistent samme sted, debuterede i lørdagens træningskamp.
"I betragtning af, at han kun har trænet ganske lidt og kun en gang med truppen, så gjorde Lars det fint i træningskampen," siger Jan Thomsen.
Lars Andersen træder ind i truppen i stedet for Lasse Hougaard Pedersen, der er stoppet på grund af manglende motivation.
Hvis alt flasker sig for FC Djursland kommer Lars Andersen til at danne målmandsduo med Andreas Bang, som startede træningen i sidste uge efter at have fået vished for via en scanning, at der ikke er noget i vejen med det knæ, som han tidligere er blevet opereret i.
Et alternativ til Bang kan være Christian Rygaard, der også har trænet med i opstarten og tidligere har været førstemålmand i en periode hos FC Djursland, mens klubben spillede i Danmarksserien.

Rygaard var i sidste sæson bagerste skanse hos Aastrup-Hammelev, da klubben rykkede op i Serie 1, og det er også her, at han er fortsat er medlem.