Fortsæt til indhold

Sex behøver ikke være det samme som samleje

Samfund
Af Ann-Christine Ellesøe, par-terapeut og sexologstuderende:

"Let's talk about sex baby - let's talk about you and me..."
"Du er så fræk når du bevæger dig", "du er kælen som en mis", "mmmmmmm", "uuuuuuuuuuuhh", "aaaaaarrrgggg".
Er det de ord eller lignende, det bliver til i snakken om sex for dig? - så er du ikke ene om det.
Vi har ofte en tro på, at sex kommer af sig selv, og det ikke er det emne, vi behøver at snakke om søndag formiddag eller fredag aften. For sex foregår, når det skal, og som det nu engang hører sig til. Hvis bare vi får stønnet, når vi er gang med at "sexe", samtidig med, at vi ligger og vender og drejer os i håbet om, at personen vi "sexer" med, selv kan regne ud, at vi gerne vil røres der, eller ikke synes det er så fantastisk, hvor hånden roder rundt lige nu. Så skal det hele nok gå, og ja, vi siger, hvad vi gerne vil have og ikke vil have, når vi er i gang med samlejet.
Hvornår har du sidst snakket om sex enten i forhold til dig selv eller din partner uden for de normale rammer for, hvor du plejer at have sex? For mange af os danner dobbeltsengen den ramme.
Snak om sex, når vi ikke er i optakten, under eller efter sex, kan virke svært og underligt for mange af os, fordi vi ikke er helt trygge ved det, og det er så følsomt et emne. Når sex er på pause eller turned off uden egen vilje, er vi sårbare, for dybest set er der ingen af os, som ønsker og have et ambivalent eller ikke eksisterende forhold til sex. Lad os snakke om sex. Snak med din partner eller veninde om sex lige så vel som at I snakker om planlægning af den kommende uge eller aktuelle politiske emner.
Måske er sex for dig at få masseret dine fødder. Er sex at ligge nøgne sammen uden forventninger, får du opfyldt dit seksuelle behov ved at lave mad sammen, flirte, snakke, grine og holde i hånd, eller er sex at gå i bad sammen?
Ved du egentlig hvad din partner forbinder med sex - eller er det blevet en vane, de ting du gør ved og for din partner, når I har samleje, fordi du fysisk har en oplevelse af, at det virker?
Hvad er sex for dig? - forestil at du skal planlægge en erotisk dag/aften, og du helt alene bestemmer. Det er dig, som beslutter hvad, hvordan og hvem som er med på din dag/aften.
Har du en partner, så er der mulighed for, at I hver især udfører øvelsen, og når I er færdige, sætter I jer sammen og snakker om jeres erotiske dag. Denne øvelse er en sjov og anderledes måde at få gang i snakken om sex. Måske viser det sig, at du selv ønsker sex og erotik på en anden måde, end den du normalt forbinder det med. Hvem ved, måske du og din partner faktisk ønsker erotik og sex på en helt anden måde, end I praktiserer det på nu ...
Sex behøver ikke være det samme som samleje.
God fornøjelse.