Professor Thomas Ritter indpiskede til mersalg
INSPIRATION: 60 virksomheder mødte forleden op til Væksthus Sjællands møde i Den Hvide By i Køge og fik inspiration til at sælge noget mere.
Professor Thomas Ritter fra CBS gav værktøjer til at øge salget og inspiration til, hvad man skal arbejde med.
- Jeg er så træt af at hele diskussionen i Danmark om produktion. I har hørt om produktivitetskommisionen og alt det der ik'? Men når produktionen producerer noget de ikke kan sælge, ja så giver det jo underskud, og det hjælper jo ingen, fortalte Thomas Ritter forsamlingen.
Der var generelt god stemning, og professoren underholdt med gode eksempler og sjove kommentarer om det danske samfund. Men det faglige indhold var også på plads.
- Al forretning starter med kunderne, ellers er der ikke nogen forretning. Men kunder er forskellige og skal behandles forskelligt. Vi skal starte med at løse kundens problemer, fortalte Thomas Ritter mens han vidste en række slides med praktiske værktøjer til arbejdet med kunderne.
Bag arrangement stod Væksthus Sjælland og projektet Vækst via Innovation, som netop arbejder med, hvordan man som virksomhed tænker innovativt om sine produkter ift. salget.
- Salget er jo grundlaget for enhver virksomhed, og det er vigtigt, at man får tilpasset sit produkt, så det passer til kunderne. Den del har vi fokus på med Vækst via Innovation, og det har været rigtig spændende at få Thomas Ritters faglige oplæg for arbejdet med innovation op imod salget, udtaler projektleder Christian Woergaard fra Væksthus Sjælland.
Arrangementet blev holdt hos Theilgaards i Den Hvide By i Køge. Arrangementet startede med buffet og networking. Derefter gik Thomas Ritter på. Arrangementet sluttede med tre workshops, hvor der var fokus på innovation under tre forskellige overskrifter: Digital Prototypeudvikling, Skærp dit salg og Kend dine kunders behov.
- Når man er til et arrangementet, er det ikke nok at sidde at lytte. Man skal også i gang med at bruge værktøjer og tanker på sin egen virksomhed. Derfor deler vi folk lidt op, sådan at man ikke bare skal sidde og lytte men også kan arbejde i dybden med et emne, fortæller Christian Woergaard.
Vækst via Innovation er finansieret af Region Sjælland.
pm