MAM = MusikAMok - 123 musikere i tæt samspil
Syddjurs Musikskoles temadag på Rønde Skole mundede ud i inciterende prøve
Det kræver sin dirigent og et stort musikalsk overblik at få 123 unge musikanter i forskellige aldre på hver deres instrument til at klikke på det rigtige tidspunkt og spille sammen efter noder.
Men det lykkedes på forunderlig vis for dirigent Birgit Juhl, da Syddjurs Musikskole forleden på Rønde Skole gik MusikAMok (MAM) på den berigende måde, som Musikskolen har tradition for at gøre det en gang om året.
Renæssancemusik
Her inviteres samtlige elever, store og små, til en fælles musikalsk seance, hvor der i løbet af dagen øves i grupper fordelt efter instrument - også sang og dans - og afsluttes med en fælles prøve for fuldt orkester og bivånet af en stor skare forældre, søskende og bedsteforældre.
I år var det fælles tema for dagen renæssancemusik, europæisk klassisk musik skrevet i perioden ca. 1400 - 1600.
Finpudsning
Renæssancen som musikhistorisk periode falder ikke nøjagtigt sammen med perioderne i andre dele af kulturhistorien.
Og til forskel fra andre renæssancekunstarter, opstod renæssancemusikken ikke i Italien, men primært i Nordeuropa - i det nordlige Frankrig, Nederlandene og Belgien.
De 123 unge deltagere havde i løbet af januar øvet sig flittigt derhjemme og ved den ugentlige undervisningslektion i selskab med deres respektive musikskolelærere. Temadagen blev så benyttet til at finpudse det musikalske udtryk og til at spille sammen i mindre grupper, før det afsluttende musikalske crescendo i fælles flok.
Tysk forlæg
Interessen for at være med på en lytter til den afsluttende prøve i Pyramiden på Rønde Skole var så stor, at de fremmødte forældre, søskende og bedsteforældre sad så tæt på musikerne - en eller anden vil ligefrem vove at bruge udtrykket 'som sild i en tønde' - at mange følte sig som medlemmer af det store orkester.
Det musikalske forlæg var en komposition, en såkaldt gavotte, af en af Tysklands kendte komponister, Michael Praetorius (1571-1621), der også nåede at forære et af sine værker med en håndskreven dedikation til en dansk konge, den kunst- og kulturinteresserede Christian 4.
Musikskolens egen Vibe Ulbrandt havde skrevet en dansk tekst til kompositionen, hvor 2. strofes fire verselinjer lyder:
Spiller vi til sol går ned
Og himlen bli'r organge
Kender vi den hem'lighed
der bli'r til renæssance
Stor koncentration
Prøven blev afviklet under stor bevågenhed og koncentration af det store kontingent af unge musikere.
Alene afdelingen med keyboards fyldte pænt med hen ved 20 musikere med Musikskolens Hugo Nørgaard som mastermind.
Den enkle komposition, der udmærkede sig ved at kunne gentages i det uendelige, blev naturligvis gentaget i et væld af omgange, men med skiftende brug af de mange besætninger i orkestret og dynamisk styret af Birgit Juhl med kyndig hånd.
Dirigenten sørgede slutteligt for at få hele orkestret bugseret flot i fælles mål - helt høje efter en lang dag tilbage i en anden musikalsk tid for cirka 400 år siden.
Ikke noget at sige til, at leder af Syddjurs Musikskole, Chresten Frost, var et stort smil efter prøven, da han takkede de mange børn og unge for veludført dåd - og de mindst lige så mange fremmødte for deres interesse.