Midt- og Østsjælland flot repræsenteret på kæmpe byggevaremesse
MESSE: Ni virksomheder fra Midt- og Østsjælland deltager i Skandinaviens vigtigste byggevaremesse, BYGGERI ’14, i Fredericia. Messen har særligt fokus på klima, energi og miljø, og de ni virksomheder er således med til at sætte fokus på innovation i Midt- og Østsjælland.
25.-28. februar samles næsten 30.000 håndværkere, arkitekter, ingeniører og andre professionelle fagfolk fra byggeriet på BYGGERI ’14, der afholdes i MESSE C i Fredericia. På messen vil de besøgende stifte bekendtskab med de sidste nye byggematerialer, produkter og løsninger fra 300 førende producenter og leverendører, heriblandt ni virksomheder fra Midt- og Østsjælland:
Kingspan Insulation og RIAS A/S fra Roskilde, Falkesen ApS og Fein Danmark A/S fra Holbæk, Kongebro Natursten A/S fra Lejre, Dana Lim A/S og Fischer a/s fra Køge, Materielhuset A/S fra Havdrup og Uponor Infra A/S fra Svinninge.
- Ved at invitere alle byggeriets aktører til fagmesse håber vi at kunne danne rammerne for sparring og idéudveksling, som senere kan udmønte sig i konkrete projekter i lokalområderne. Særligt nu hvor nybyggeri er på et historisk lavt niveau, er der behov for at samle branchens aktører, så idéer og inspiration kan samles, og erfaringer og holdninger deles, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Danske Byggecentre, som arrangerer BYGGERI ’14.
Der bliver efter alt at dømme liv på messen, når de mange tusinder nysgerrige besøgende lægger vejen forbi. Formålet er at give de gæstende fagfolk indblik i markedets innovative nyheder, så de er godt rustet til at rådgive deres kunder om fremtidige byggeprojekter.
Traditionen tro vil fagfolk fra Midt- og Østsjælland formodentlig også gæste messen og få indblik i de mange nyheder — især inden for klimarigtigt og energieffektivt byggeri — som mange af udstillerne vil fremhæve i tråd med messens overordnede tema.
Tre virksomheder kan vinde en klimapris
Med overrækkelsen af tre klimapriser; Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris, sætter messen igen i år fokus på, at fremtidens byggeri skal være bæredygtigt. Priserne gives til virksomheder, som kan dokumentere energieffektivitet og CO2-reduktion i fremstillingen eller anvendelsen af deres byggematerialer.
- Uddelingen af klimapriserne var en stor succes de foregående år. For modtagerne har priserne været en anerkendelse af den ekstra indsats, de har ydet i forhold til at tænke klima, energi og miljø ind i deres produktudvikling. Vi vil fortsat gerne være med til at fremme udviklingen af byggevarer og –løsninger med bedre energi- og miljømæssige egenskaber til gavn for klimaet. Derfor uddeler vi endnu en gang Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris for at belønne de udstillere, der har udviklet sig bemærkelsesværdigt inden for hvert af de tre områder, siger Palle Thomsen.
De tre klimapriser bliver overrakt torsdag den 27. februar, og de messebesøgende vil kunne se de 21 nominerede virksomheders produkter og løsninger udstillet samlet på temastanden for klima, energi og miljø, standnr. A-0620/A-1020.
pm