Fortsæt til indhold

Lokale borgere med til at bygge skaterpark

Feldballe får et superbt spontanidræts anlæg med skaterpark i beton, multibane og parkourbane

Samfund
Af Martin Schultz

”Fra ingenmandsland til allemandsland”.
Sådan beskriver projetkmageren Lukas Wassberg den forvandling, som området omkring Feldballe Hallen kommer til at gennemgå hen over denne sommer.
Ved hjælp af både fagfolk og lokale frivillige bliver et grønt område tæt på Feldballe Hallen forvandlet til et eldorado for skatere og andre med lyst til spontan udfoldelse, hvad enten man vil spille basket eller fodbold på multibanen, træne på parkourbanen eller klatre i klatreboulderen inde i det tilstødende pomet.
Graveplanen er lagt og så er der ellers lagt op til at der skal knokles på med blandt andet arbejdscamp to uger i sommerferien.
”Feldballe får den første skaterpark i beton i Østjylland. Beton er væsentlig bedre at skate på end træ,” siger Lukas Wassberg, som arbejder med design af skaterparker i hele Skandinavien.

Stor lokal opbakning

Lukas Wassberg er 32 år og har boet på Friland de sidste syv år sammen med sin familie.
”Jeg har arbejdet i SFO'en i Feldballe Friskole og oplevede behovet for at kunne være udenfor med spontane aktiviteter. Jeg er selv skater og har været med til at lave anlæg andre steder. Kommunen var med på idéen og Feldballe Hallen var klar til at tage projektet ind under sine vinger,” siger Lukas Wassberg.
På halvandet år har den entusiastiske projektmager med en uddannelse som kaospilot sat spontan idrætsanlægget på skinner og skaffet over 800.000 kr. fra blandt LAG Djursland, Lokale- og anlægsfonden, DGI, Syddjurs Kommune og ikke mindst lokale virksomheder.
Nu hænger budgettet sammen og gravearbejdet går i gang i løbet af marts.
”Vi har mødt en meget stor opbakning fra lokale virksomheder og borgere, som stiller maskiner til rådighed og vil hjælpe med at etablere anlægget. Derfor kan vi etablere anlægget til under en tredjedel af den pris det ellers vil koste,” siger Lukas Wassberg, som forventer at spontanidræts anlægget står klart til efteråret.