Sådan undgår du tablet-øjne
Det er blevet et hit at læse E-bøger på iPad'en, men for øjnene er det ikke et hit. Derfor hjælper Synoptik nu med, hvordan man undgår at få tabletøjne.
Det er blevet så nemt at læse bøger. Nu behøver man ikke længere at smutte ned på biblioteket eller i boghandlen for at få fat i bøgerne. Alle bøger kan lånes eller købes online, og man kan sågar også læse dem på sin tablet.
Men alt har sin pris. Når det kommer til overgangen fra at læse bøgerne fra den fysiske boghandel til bøgerne fra den online boghandel, er det ens øjne, som betaler prisen.
”For dine øjne er der stor forskel på, om du læser fra papir eller iPad. Lyset fra skærmen påvirker vores øjne, fordi vi er nødt til at anstrenge dem mere for at læse teksten lige så skarpt. Samtidig har skærmens opløsning stor betydning for, hvor tydeligt bogstaverne står, ” siger David Dreiø Carlsen, butikschef i Synoptik på Adelgade i Skanderborg.
Derfor giver synoptik her fire gode læseråd til, hvordan man undgår at anstrenge øjnene for meget, når bøgerne læses på en tablet.
Synoptik Skanderborg's fire læseråd:
1. Behagelig siddestilling / støtte i ryggen og støtte til armene.
2. Direkte lys ind fra siden – undgå blænding og refleksion fra skærmen.
3. Tekst skal kunne holdes i en afstand af 35 – 45 cm.
4. Tekst skal kunne holde således, at øjnene skal se nedad i en vinkel på 25 grader.