Fortsæt til indhold

Flyv til Balkan på sangens vinger

DaMuCo inviterer søndag til ”Fortællinger og musik fra Balkan” med Sedjanka-koret i Kulturministeriet

Samfund
Af Martin Schultz

Der bliver lejlighed til at lytte til Balkanmusikkens fremmedartede tonesprog, når koret Sedjanka under ledelse af den bulgarskfødte musiker, arrangør og kordirigent Michael Deltchev søndag 23. februar gæster Kulturministeriet i Ebeltoft.
Det bliver med bulgarsk musik i fokus, og Michael Deltchev har inspireret mange til at tage denne stemningsfyldte musik til sig og det gælder ikke mindst i koret Sedjanka,
”Når man lytter til musikken, får man en fornemmelse af, at den på én gang er både urgammel og helt nutidig. Den appellerer bredt til lyttere på tværs af de musikalske genrer, og Sedjankas publikum tæller derfor både klassisk-, jazz-, folk-, rock- og verdensmusikinteresserede,” siger Dorthe Høst fra DaMuCo.

En musikalsk rejse

Den bulgarske musik har sin helt egen stemning og veksler mellem meget rytmiske og mere stille numre, med brede klangflader og fremmedartede akkorder. Dens skæve taktarter og specielle
harmonier, præget af stærke dissonanser, har fascineret mange mennesker, lige fra rock-ikoner som Peter Gabriel og Kate Bush til den danske musiker og multikunstner Peter Bastian.
”Sedjanka betyder musikalsk samvær og koret inviterer til en musikalsk rejse i Bulgariens kontrastrige landskaber: fra det bratte skyskarpe, til de langstrakte klangflader. Fra uvejr til blikstille. Fra dissonans til samklang,” siger Dorthe Høst.