Fortsæt til indhold

Ældre lærte unge om it - og omvendt

Tidsrøver og uundværlig elektronik for både unge og gamle blev diskuteret på Hadsten Højskole

Samfund
Kian Johansen

Moskus-duften fra ældre kroppe, grå erfaringsstriber i håret, lange lyshårede piger med slanke kroppe og lange negle. Generte, store drenge med kasketten omvendt på.
Uanset alder, køn eller it-flair, så viste det sig en tirsdag på Hadsten Højskole at 50 ældre og 70 unge havde en del ligheder, når det gælder omgangen med de elektroniske dimser vi omgiver os med.
"Mine forældre siger de glæder sig til jeg kommer hjem. Når vi sidder i sofaen, så bruger min mor ipadden og min far den bærbare. Og jeg tænker: "hvorfor har de glædet sig, de er jo ikke opmærksomme alligevel," lyder det fra en ung pige, mens en tætpakket foredragsal summer af grin og klukken over den karakteristik. Flere af de ældre nikker genkendende.

Bipper om natten

"Jeg er glad for at jeg er gået på efterløn, al den it er en tidsrøver. Nu har jeg tid til at tjekke alt det der kommer, men jeg har ikke fundet ud af at slå den fra om natten, selvom jeg har prøvet alt" lød det humoristisk fra en ældre gråhåret kvinde.
"Det kan jeg godt hjælpe dig med at slå fra, jeg har haft den samme fejl," kommer det rapt fra pigen.
"Det er nødvendigt at finde sin dannelse, man kan jo slukke skidtet og være sammen," lyder det fra en ældre herre inden kaffen og flere workshops om digital post, SKAT på nettet og om en historisk gennemgang af kommunikation gennem tiden.

Generationer mødtes

Højskoleelever og ældre fra hele Favrskov havde tilmeldt sig ´Digitalt generationsmøde' på Hadsten Højskole, som Digitaliseringsstyrelsen og Favrskov Kommune havde arrangeret.
De blev klogere på, hvad der skulle til for at komme på digitaliseringsbølgen og hvilke muligheder blandt andet borgerservice i Favrskov kunne hjælpe med.
Pointen er, at især de yngre faktisk ikke kendte alle de digitale muligheder, mens flere af de ældre faktisk har gode muligheder for at lære det, lød det fra Anette Kjærgaard, teamleder af borgerservice i Hinnerup.
Denne dag blev det ret klart for begge parter, at de faktisk ser medierne på samme måde, selvom de tekniske forudsætninger er vidt forskellige.