Fortsæt til indhold

Geografi udelukker ikke SKAT i Grenaa

Borgmester Jan Petersen har gjort Folketingets skatteudvalg opmærksom på, at der rent geografisk ikke er argumenter for at flytte SKAT

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Planerne om at placere de statslige skattecentre på flere enheder tæt på universitetsmiljøerne har betydet, at SKAT i Grenaa er i farezonen for at blive flyttet, og derfor er Norddjurs Kommune af indlysende årsager i fuld gang med at drive lobbyvirksomhed i forhold til Folketingets skatteudvalg.
Borgmester Jan Petersen (S) havde forleden bedt om foretræde for skatteudvalget for at forklare, hvorfor det er en dårlig idé at flytte SKAT Væk fra Grenaa.
Ved denne lejlighed resumerede han, hvorfor SKAT i forbindelse med den ny kommunale struktur i 2007 blev placeret i Grenaa. Nemlig på baggrund af en politisk aftale, der tog særlige hensyn til de områder, som tabte væsentlige statslige funktioner og dermed også beskæftigelse, som knyttede sig til disse statslige funktioner. Placeringen af SKAT i Grenaa skal ses i den sammenhæng.

Geografien tæller ikke

Jan Petersen bad derfor skatteudvalget om en bekræftelse på, at intentionerne i den tidligere politiske aftale også er et gældende politisk vilkår i den fremtidige organisering af SKAT på færre geografiske enheder.
"SKATs fremtidige geografiske placering på færre enheder er i vidt omfang uafhængigt af den geografiske placering, da flere og flere opgaver i SKAT kan løses uanset, hvor i landet medarbejderne og SKAT geografisk er lokaliseret. Det væsentlige er herefter om der indenfor en geografisk rimelig afstand er adgang til arbejdskraft i fremtiden, som kan sikre SKAT en effektiv og sikker opgaveløsning, samtidig med at de oprindeligt politisk aftalte geografiske hensyn kan fastholdes," lød borgmesterens præmis til skatteudvalget.

Vigtig brik

Det statslige skattecenter i Grenaa er en vigtig brik i Norddjurs Kommune, fordi det er med til at give en decideret produktionskommune et statsligt bidrag som moderator, når konjunkturerne er for nedadgående.
"Og når dette hensyn ikke kolliderer med sikkerhed for, at der sikres adgang til arbejdskraft i fremtiden, er det en klar politisk forventning hos Norddjurs Kommune, at den oprindelig politisk aftale om SKAT's etablering i Grenaa fastholdes," slog Jan Petersen fast overfor udvalget.

Letbanen giver en fordel

Praktisk og driftsøkonomisk vil det på alle måder være realistisk at samle flere funktioner i Grenaa, når SKAT skal udføre sit arbejde på færre geografiske enheder, mener Jan Petersen. Adgangen til arbejdskraft vil således blive forbedret yderligere ved åbning af Aarhus Letbane i 2016/17, fordi letbanen vil forstærke mobilitet og integration i det østjyske område.
"De afledte udgifter ved en fortsat geografisk placering i Grenaa vil være huslejemæssigt konkurrenceeffektive, og der vil fysisk være mulighed for at øge medarbejderstaben i Grenaa til arbejdsopgaver, der i dag udføres på andre geografiske enheder," lod borgmesteren skatteudvalget forstå.