Fortsæt til indhold

Spejderliv med mor og far i Ryomgård

Ryomgård spejderne klar med FamilieSpejd

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hos DDS (Det Danske Spejderkorps) spejderne i Ryomgård blev der i efteråret eksperimenteret med at starte en aktivitet for hele familien, FamilieSpejd. Det blev så så stor en succes, at aktiviteten fortsætter i den kommende sæson med et par erfarne spejderledere og forældre som primus motorer.
“FamilieSpejd er for mindre børn og deres familie. Kernen er friluftsliv, natur og fællesskabet med andre. Med udgangspunkt i familiens trygge rammer prøver vi kræfter med nogle af spejderlivets mange aktiviteter og friluftsliv,” fortæller spejderleder Bente Sørensen.
Til FamilieSpejd laver man bål, bager snobrød, bygger huler, går på skattejagt, bliver beskidte, klatrer i træer, finder spor i skoven, samarbejder, bliver trætte, griner og løber stærkt.

For hele familien

FamilieSpejd er for hele familien, både yngre og ældre søskende er velkomne.
"Eneste krav er, at der er mindre børn i familien, og at mindst en af forældrene deltager," understreger Bente Sørensen.
FamilieSpejd foregår i og omkring spejderhytten på Skovvej i Ryomgård, hvor der både er skov og åløb på grunden.
Første omgang FamilieSpejd i 2014 foregår søndag 23. februar klokken 10-12, og derefter hver anden søndag indtil 4. maj.
Interesserede skal bare dukke op til nytårsappellen søndag 23. februar eller tilmelde sig hos Wenche Hallstrøm på telefon 22558037.