FC Djursland direktør skræller gulerod til spillerne
Ronni Didriksen har lovet FC Djursland truppen, at der vanker en træningslejr, hvis spillerne klarer at komme over nedrykningsstregen i 2. division Vest
FC Djurslands ny direktør Ronni Didriksen har masser af planer for sit virke i fodboldoverbygningen.
En af de mere kortsigtede er, at flagskibet, førsteholdet i 2. division Vest, skal levere et stykke arbejde i foråret som rykker holdet væk fra den nuværende placering som bundprop og op over nedrykningsstregen.
For at motivere spillere og trænere til at klare opgaven har Ronni Didriksen serveret en mental og verbal gulerod.
Den lyder kort og godt: Hvis FC Djursland er over nedrykningsstregen, når turneringen slutter i juni 2014, så vanker der en træningslejr til truppen på et velvalgt tidspunkt.
"Vi har afsat 75.000 kroner til en træningslejr i vores budget, men pengene kommer kun til udbetaling, hvis vi fortsat spiller i 2. division Vest efter sommerferien," understreger Ronni Didriksen, der formelt først bliver selvkørende 1. marts, men reelt allerede har overtaget forretningsansvaret for FC Djursland A/S efter afgåede Karsten Eland.