Fortsæt til indhold

"Det handler fortsat om at gøre Aarhus Lufthavn kommerciel"

EUs afgørelse om, at mindre lufthavne, herunder Aarhus Lufthavn, fremover må undvære al offentlig støtte, ændrer ikke på dagsordenen for lufthavnen i Stabrand nu og her, mener Syddjurs borgmester Claus Wistoft

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) var ikke klar over, at der var en principiel afgørelse fra EU på vej om mindre lufthavnes muligheder for at få støtte fra de offentlige kasser.
Men fredagens melding fra EU om, at mindre lufthavne som for eksempel Aarhus Lufthavn, der billetterer imellem 200.000 og 700.000 passagerer pr. år, ikke må modtage offentlig støtte på sigt, fordi det er konkurrenceforvridende, tager han med knusende ro.
På sigt er i denne sammenhæng indenfor de næste ti år, og det betyder reelt, at en lufthavn som den i Stabrand skal drives på udelukkende kommercielle vilkår.
"Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at sætte mig ind i den afgørelse, der er kommet fra EU, men nu og her ændrer det ikke på den dagsorden, vi fem ejerkommuner har for Aarhus Lufthavn," siger Claus Wistoft.
30. april mødes aktionærkredsen: Aarhus, Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner, til en ekstraordinær generalforsamling for at afklare fremtiden for Aarhus Lufthavn og forholde sig til de nødvendige investeringer i størrelsesordenen 50-100 mio. kroner, der skal foretages over en årrække for at få lufthavnsfaciliteterne op på et moderne niveau.
"For nuværende har vi en lufthavn, der ikke er kommerciel og som giver et årligt underskud på 15-20 mio. kroner," konstaterer Claus Wistoft.
"Derfor er dagsordenen at få lavet en plan for, hvordan Aarhus Lufthavn hurtigst muligt bliver kommerciel og en virksomhed, der giver overskud."

Bulder og brag

De politikere, der allerede har været ude i det offentlige rum og foreslå privatisering af Aarhus Lufthavn, som Claus Wistofts egen partifælle Vagn Larsen og det konservative medlem af Aarhus Byråd, Marc Perera Christensen, mener Syddjurs borgmesteren er en postgang for tidligt ude.
"Marc Perera Christensen har muligvis behov for at markere sig efter et for De Konservative skuffende kommunalvalg, men han og andre glemmer lige at fortælle, hvem der vil overtage en forretning, der ikke er kommerciel," siger Claus Wistoft.
"Jeg ved af erfaring fra min tid i det private erhvervsliv, at det er umuligt at få andre til at overtage underskudsforretninger med henblik på at drive dem videre, så nu og her skal vi i aktionærkredsen diskutere, hvordan vi under de givne forhold får gjort Aarhus Lufthavn til en fornuftig forretning, og når det er sket, kan vi begynde at diskutere konsekvenserne af EUs afgørelse, som jeg igen må understrege ikke kender i detaljer."