Fortsæt til indhold

Briller fra Skanderborg ender på næser i Tanzania

Borgerne i Skanderborg har afleveret masser af gamle briller til "genbrug" i Afrika

Samfund
Af Grethe Bo Madsen

Louis Nielsen-butikken i Skanderborg har haft stor succes med at samle briller ind. Rigtig mange har støttet op om optikerkædens landsdækkende kampagne og afleveret deres gamle briller i butikken i Adelgade.
Susanna Enemark, Louis Nielsens chefoptiker i Skanderborg, havde gerne set, at det var en lokal, der vandt kædens konkurrence om at komme med til Tanzania og dele brillerne ud sammen med Louis Nielsens rullende optikerklinik. Sådan blev det dog ikke. Hun glæder sig alligevel over, at så mange briller fra Skanderborg kommer til at gøre lykke i Tanzania.
”Vi har samlet masser af brugte briller ind her i butikken. de vil nu blive delt ud i Tanzania og skabe glæde blandt mennesker, som ellers aldrig ville have haft mulighed for at få briller,” fortæller hun.
”Jeg er rigtig glad for, at så mange her i området gerne ville hjælp. Og når nu det ikke kunne blive en af vores kunder, der vandt, så varmer det mit hjerte, at rigtig mange Skanderborg-briller kommer til at skabe glæde i Tanzania. Kunderne har vist en overvældende interesse for vores hjælpeprojekt - stor tak for det,” tilføjer hun.
Louis Nielsens Tanzania-projekt har de seneste fire år sørget for, at cirka 18.000 mennesker i det afrikanske land har fået briller.