Thyborøn vil tage ved lære af Grenaa
Med Grenaa som eksempel mener man i Thyborøn, at der ligger store erhvervsmæssige muligheder i at få en offshore vindmøllepark til området
I Grenaa har de senere års etablering af Anholt havmøllepark betydet øget omsætning og nye arbejdspladser til en lang række virksomheder omkring byen.
Her samarbejder omkring 30 virksomheder inden for industri, håndværk og service i netværket Djurs Wind Power. De har tilsammen fået ordrer for 450 mio. kroner, mens 330 medarbejdere har været sikret beskæftigelse i forbindelse med installationsfasen.
Det har vakt opsigt mange steder. For eksempel i Thyborøn, hvor kommunen, havnen og det lokale erhvervsliv nu kaster sig over et udviklingsprojekt, der skal ruste dem bedst muligt til at blive hjemsted for en såkaldt kystnær havmøllepark.
Støtte til forberedelserne
Ingen ved endnu, om møllerne virkelig kommer til at stå ud for Thyborøn, for der skal kun etableres havmølleparker på tre-fire af de seks udpegede lokaliteter. Men i Thyborøn vil de gerne være klar.
Lemvig Kommune har søgt Vækstforum og Regionsrådet om støtte til etableringsfasen. Kommunen fremhæver Thyborøn Havn som regionens eneste på Vestkysten, der kan stille med den nødvendige havnedybde og den tilstrækkelige oplagsplads til udskibning og opsætning af havmøllerne.
Regionsrådet for Region Midtjylland bevilgede onsdag 827.000 kroner til forberedelserne.
Djurs Wind Power fik også i etableringsfasen via Væksthus Midtjylland hjælp fra regionale udviklingsprogrammer.