Tandpleje til udsatte var en succes
Tandplejeprojekt for socialt udsatte og hjemløse har givet gode resultater, men vidner samtidig om et stort behov for tandpleje til udsatte
Ved udgangen af 2013 sluttede tandplejeprojektet for socialt udsatte, der var planlagt og gennemført i et samarbejde mellem Sociale Forhold og Beskæftigelse og Socialmedicinsk Tandklinik under Børn og Unge. Dermed afsluttedes fire og et halvt år, hvor socialt udsatte borgere i Aarhus blandt andet har kunnet modtage hjælp til akut tandpine, få repareret skader på tænderne, modtage vejledning til god tandhygiejne samt få hjælp til at søge økonomisk støtte til tandbehandling.
”For socialt udsatte og hjemløse kan der være stor forlegenhed forbundet med at bede om hjælp til tandpleje og –behandling. Derfor er jeg stolt over, at det opsøgende tandteam har gjort så flot et stykke arbejde. Tallene taler jo også deres tydelige sprog – nemlig, at behovet for deres indsats har været, og fortsat er, stort," siger socialrådmand Thomas Medom.
”Det glæder mig, at vores tandpleje i Børn og Unge har været med til at skabe så flotte resultater i tandplejeprojektet for hjemløse og udsatte. Som samfund har vi pligt til at yde en ordentlig hjælp til de af vores borgere, der har behov for det – også på sundhedsområdet," siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.