Husk dit håndværkerfradrag
Du kan allerede fra den 20. februar indberette til Skat, hvis du har gjort brug af håndværkerfradraget i 2013. Dansk Byggeri anbefaler, at man gør det så hurtigt som muligt.
Fik du slebet gulve, bygget et nyt køkken, passet børn eller måske klippet hæk, skal du huske at bruge dit håndværkerfradrag. Hver voksen i en husstand kan trække op til 15.000 kroner fra arbejdslønnen – et ægtepar kan således få et fradrag på 30.000 kroner.
”Fradraget er det samme per år uanset hvor mange arbejdsopgaver, man får lavet, og hvis man derfor venter med at indberette til næste år - og samtidig får renoveret boligen igen i år - snyder man sig selv for en masse penge. Derfor er det vigtigt at indberette nu, så man også kan bruge fradraget i 2014, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Michael Riff Alexandersen.
Ingen regning - intet fradrag
Betalingen for de udførte opgaver skal være overført elektronisk, og det skal frem gå tydeligt af fakturaen, hvor stor del af det samlede beløb, der er gået til arbejdsløn. Det er muligt at fratrække arbejdslønnen, hvis arbejdet er udført i 2013 og regningen betalt inden den 28. februar 2014.
Ikke alt arbejde udløser fradraget – Skats hjemmeside har en liste over de godkendte opgaver.
Man skal huske at gemme regninger for arbejde foretaget i 2013 frem til den 1. marts 2015 – og uden dokumentation, får man ikke noget fradrag.