Sidste udkald for vindmølleprojektet ved Skaføgaard?
Der er lagt op til en uhyre tæt afgørelse i Syddjurs Byråd, når politikerne skal afgøre om der er idé i at starte hele planlægningsmøllen op på ny for, at der kan rejses vindmøller ved Skaføgaard
Natur- og Miljøklagenævnet har i to omgange forkastet det planlagte vindmølleprojekt ved Skaføgaard, som et snævert 14-13 flertal i byrådet tidligere har godkendt, 16. december 2010, men det får ikke alle Syddjurs politikere til at opgive så let.
En række naboer til de planlagte vindmøller fik prøvet politikernes 2010-beslutning i Natur- og Miljøklagenævnet, som fandt, at VVM-redegørelsens (VVM står for Vurdering af Virkninger på Miljøet) beskrivelse af flagermus ikke var i overensstemmelse med beskyttelsesreglerne for disse dyr i relation til vindmøller, og at lokalplanen derfor ikke var vedtaget "(...) på et tilstrækkeligt oplyst grundlag."
Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse er definitiv og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Syddjurs Kommune kan efterfølgende så enten vælge at stævne Natur- og Miljøklagenævnet og få sagen prøvet ved en domstol - eller simpelthen gentage hele møllen med lokalplan, kommuneplantillæg, VVM-redegørelse og miljøgodkendelse på et nyt grundlag.
Det er politikerne i fuld gang med at afklare lige nu.
Sagen går sin gang i tre udvalg og ender på byrådets bord senere i denne måned.
To forskellige indstillinger
I Udvalget for Natur, Teknik og Miljø (NTM) blev SF'eren Kim Lykke Jensen strittet ud på grund af sin inhabilitet i sagen.
De øvrige fire: Flemming Hansen (I), Torben Therkelsen (V), Kai Pedersen (A) og udvalgsformand Per Dalgaard (DF) tog ikke stilling, om der skal igangsættes ny planlægning for vindmøller ved Skaføgaard med udgangspunkt i den tidligere planlægning. Sådan må afgørelsen i udvalget tolkes.
En opringning til udvalgsformand Per Dalgaard (DF) bragte ikke en afklaring af udvalgets holdning nærmere.
I Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur (PUK) var man mere klare i spyttet. Her indstillede et flertal på fire til Økonomiudvalget: udvalgsformand Kirstine Bille (SF), Ole Bjerregaard (V), Rønnaug Engstad Laursen (V) og Jan Kjær Madsen (B) at kickstarte planlægningsprocessen på ny, hvis ejeren af Skaføgaard da er indstillet på det.
Socialdemokratiets Hans Chr. Baltzer stemte imod.
SF indkalder stedfortræder
Økonomiudvalget har sagen på dagsordenen torsdag, og herefter kan der forventes en større politisk holmgang på næste byrådsmøde, hvor der på forhånd er lagt op til en knivskarp afgørelse.
Følgende vil uden tvivl støtte, at der igangsættes ny planlægning for vindmøller ved Skaføgaard med udgangspunkt i den tidligere planlægning, hvis godsejeren siger 'go' til at køre igen:
6 fra Venstre, 5 fra SF, den enlige radikale Jan Kjær Madsen og løsgænger Jørgen Brøgger, der tidligere har nikket ja til projektet, mens han endnu havde medlemskort til Venstre. I alt 13 mandater.
SF indkalder en stedfortræder i stedet for Kim Lykke Jensen på byrådsmødet, og det er tidligere byrådsmedlem Marianne Als Nielsen, der er erklæret tilhænger af vindmølleprojektet.
"Vi indkalder altid en stedfortræder, hvis vi har et medlem, der er inhabil i en sag. Det kan ikke overraske ret mange, fordi det har altid været SFs holdning," siger PUK-udvalgsformand Kirstine Bille.
Følgende stemmer med garanti nej til at kickstarte planlægningsmøllen igen:
Seks socialdemokrater, to fra Dansk Folkeparti, Borgerlistens Jørgen Brøgger, løsgænger Anette Quist Busk, Venstres Karen Østergaard, Enhedslistens Jesper Yde Knudsen og Liberal Alliances Per Zeidler. I alt 13 mandater.
Dark Horse ser dermed ud til at blive Liberal Alliances Flemming Hansen, der tidligere har været en varm tilhænger af alle vindmølleprojekter i Syddjurs, men på daværende tidspunkt var han endnu medlem af Venstre.
Vælger han at stemme nej eller blank, er det godnat til at gøre et nyt forsøg med at få vindmølleprojektet ved Skaføgaard drejet i mål. Vælger han at stemme ja kan planlægningsmøllen startes på ny, hvis ejeren af den historiske herregård er indstillet på det.
Følgende stemmer med garanti nej til at kickstarte planlægningsmøllen igen:
Seks socialdemokrater, to fra Dansk Folkeparti, Borgerlistens Jørgen Brøgger, løsgænger Anette Quist Busk, Venstres Karen Østergaard, Enhedslistens Jesper Yde Knudsen og Liberal Alliances Per Zeidler. I alt 13 mandater.
Dark Horse ser dermed ud til at blive Liberal Alliances Flemming Hansen, der tidligere har været en varm tilhænger af alle vindmølleprojekter i Syddjurs, men på daværende tidspunkt var han endnu medlem af Venstre.
Vælger han at stemme nej eller blank, er det godnat til at gøre et nyt forsøg med at få vindmølleprojektet ved Skaføgaard drejet i mål. Vælger han at stemme ja kan planlægningsmøllen startes på ny, hvis ejeren af den historiske herregaard er indstillet på det.