Politikerløfter er varm luft
Stadig langt fra Regionens egne mål på alle parametre
Lidt bedre, men langt fra godt nok.
Lokalavisen.dk har fået indsigt i, hvor lang tid 1813 var om at tage telefonen i marts måned.
Konklusionen er, at 1813 stadig er langt fra målene opstillet af Region Hovedstaden selv og samtidig er meget langt fra politikernes løfter om, at patienten 1813 ville være rask, når kalenderen viste 1. april.
”Vi har bedre tider i marts måned, og ventetiderne er på vej ned.”
Sådan sagde Sophie Hæstorp Andersen, regionrådsformand for Region Hovedstaden onsdag i DR2 programmet Deadline.
Og det har hun ret i.
Tallene fra marts viser, at godt nok er den gennemsnitlige ventetid faldet med 1:19 minutter til 2:27 minutter, men regionens egne mål om, at 90 procent af opkaldene skal besvares indenfor tre minutter halter med hele 35 procent.
Kun 55 procent får nemlig et menneske i røret indenfor de første tre minutter.
Læs hele opgørelsen over ventetider hos 1813 i marts her
Den 28. februar sagde Sophie Hæstorp Andersen til Lokalavisen.dk:
”Vi har vedtaget på Regionrådsmødet, at i starten af april skal ni ud af ti komme igennem indenfor tre minutter. Og ingen må vente mere end ti minutter – og det skal gælde alle tider i døgnet og også i weekenden.”
De nye tal viser, at man heller ikke kan leve op til løfterne om, at alle opkald skal besvares indenfor 10 minutter.
Her er der en lille bedring, men kun 88 procent kommer stadig igennem til 1813 indenfor de første 10 minutter.
Lørdag er en skidt dag for 1813
Den maksimale ventetid i marts måned var på 28:07 minutter.
Et andet delmål for begyndelsen af marts måned var, at 90 procent af opkaldene skulle besvares indenfor fem minutter.
Her er andelen godt nok steget fra 42 procent i januar til 68 procent i marts – men alligevel er der langt til målstregen.
Det er der også i weekenden, hvor ventetiden generelt er længere end på hverdage, og hvor nogle patienter venter i rigtig lang tid.
Specielt om lørdagen skal man undgå at blive syg, da disse dage har de suverænt længste ventetider.
Hvad mener du?
Skriv din kommentar i feltet herunder.