Fortsæt til indhold

Politisk ’go’ til nyt boligområde i Ryomgård

Godkendelse af lokalplan for Ryomhave i det nordøstlige hjørne af Ryomgård en formalitet

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

På det kommende byrådsmøde i denne måned godkender politikerne lokalplanen for et nyt boligområde ved Frederikslundvej i det nordøstlige hjørne af Ryomgård.
Ryomhave er det allerede døbt.
Området afgrænses mod nord af Marienhoffvej/Frederikslundvej, som er en grusvej, der blandt andet betjener Ryomgård Fjernvarmeværk.
Mod øst afgrænses området af Frederikslundvej/Nimtoftevej, som er den overordnede forbindelsesvej fra Ryomgård til Nimtofte, herunder til Djurs Sommerland og til Lübker Golf Resort og videre mod den nordlige del af Djursland.
Mod syd afgrænses området af erhvervsvirksomheden Center-Gros, samt af det ældre boligområde Esmarcksvej.
Mod vest afgrænses området dels af det ældre boligområde Axel Munchs Vej, og dels af det nyere boligområde Søparken.

Mikal V. Kjeldsen, lokal landmand, der ejer blandt andet Ny Ryomgård på hvis jord, den ny udstykning ligger. Foto: Lars Norman Thomsen.

Få indsigelser til lokaplan

Det har været småt med indsigelser fra borgere, foreninger og andre i den høringsperiode, der følger i kølvandet på enhver lokalplan.
Der har været afholdt borgermøde med deltagelse af tre håndfulde borgere.
Borgermødet gav anledning til, at der fastsættes en maksimal højde for de planlagte træer langs boligvejen.
Den maksimale højde fastsættes til fire meter, som også gælder for beplantningen i de private haver.
Øvrige indsigelser fra borgerne har gået på vejadgang og trafiksikkerhed, men ikke noget, der rykker ved projektet overhovedet.
Lokaplanen er da også gået glat igennem PUK-udvalget (Udvalget for Plan, Udvikling og Kultur), der har tidligere borgmester Kirstine Bille som formand.

I venteposition

Manden bag Ryomhave er Mikal V. Kjeldsen, mangeårig landmand, som ejer og driver en række større gårde i lokalområdet, blandt andet Ny Ryomgård, på hvis jord den ny udstykning kommer til at ligge. Han vil bruge resten af 2014 til at få lavet et prospekt for byggemodningen af området, og herefter tage stilling til, hvad der videre skal ske.
"Boligmarkedet ligger stille lige nu, så det er primært et finaniseringsspørgsmål for mig, hvornår jeg går i gang," siger Mikal V. Kjeldsen, der håber på, at kunne tiltrække en eller flere medinvestorer.
Den ny udstykning rummer plads til 29 store byggegrunde på cirka 1.000 kvadratmeter hver på det 5,5 hektar store areal. Et par store fællesarealer er tænkt ind i helheden.