Jonny Hefty og Jøden spiller gratis på Store Torv
Stor koncert med den dynamiske duo i hjertet af Aarhus med mulighed for at vinde billetter til årets NorthSide
NorthSide og FSC Danmark inviterer sammen med Tuborg til gratis koncert med Jonny Hefty og Jøden feat. DJ Static.
Det foregår på lørdag 12. april klokken 15 på Store Torv i Aarhus.
Udover musikken er der også mulighed for at vinde billetter til årets NorthSide.
Koncerten afholdes i forbindelse med FSC Ugen 2014 - en uge dedikeret til at sætte fokus på verdens skove og bæredygtige træ- og papirprodukter.
NorthSide har indgået et samarbejde med FSC Danmark for at blive endnu grønnere, hvilket betyder, at NorthSide gennem de næste tre år vil arbejde frem mod, at alt papir- og træmateriale på festivalen skal være FSC-mærket.
Koncerten er en fejring af samarbejdet mellem NorthSide og FSC Danmark:
”Som festival ønsker vi at tage et ansvar for miljøet omkring os, og derfor har vi valgt at indgå et samarbejde med FSC Danmark. Vi håber, at koncerten kan være med til at skabe synlighed omkring bæredygtig skovdrift på en sjov måde, siger Sofia Rasmussen, marketingansvarlig hos NorthSide.
Hos FSC Danmark glæder man sig også over samarbejdet:
”Det er super ambitiøst af NorthSide at sætte krav om FSC-mærket på deres forbrug af træ og papir. Det kommer forhåbentligt til at stå som et klart eksempel på, at bæredygtighed er muligt, hvis man tør tage ansvar og stille krav. For FSC Danmark betyder samarbejdet en masse positiv opmærksomhed, og vi glæder os til at fejre den nye strategi med koncerten på Store Torv," siger Loa Dalgaard Work, sekretariatsleder hos FSC Danmark.
Arrangementet finder sted på Store Torv i Aarhus lørdag 12. april fra klokken 14-16. Koncerten er gratis og begynder klokken 15.