Svært overvægtige børn får hjælp til at tabe sig
Norddjurs og Syddjurs Kommuner med i nyt samarbejde om behandlingstilbud til svært overvægtige børn
Antallet af svært overvægtige børn er støt stigende i Østjylland.
Det siger ledende overlæge på børneafdelingen, Regionshospitalet Randers, Bent Windelborg Nielsen, som ser et stort behov for bedre hjælp til børnene og deres familier.
Derfor sætter Regionshospitalet Randers nu ind med et nyt behandlingstilbud i samarbejde med Favrskov, Norddjurs, Syddjurs og Randers Kommuner.
Det nye behandlingstilbud løber i første omgang i fire år, og der er årligt plads til at hjælpe 100 børn mellem 3 og 18 år til et lettere liv.
Effektiv behandling
Der er ifølge Bent Winderlbrog Nielsen et stort behov for at udvikle en tidssvarende indsats, som en del af det nære sundhedsvæsen, tæt på børn og deres familier.
”Derfor er vi rigtigt glade for, at vi nu kan tilbyde et effektivt og veldokumenteret behandlingstilbud i Østjylland. Vi kan dog ikke hjælpe alle med de 100 behandlingspladser, men det er en god begyndelse, som vi på længere sigt håber at udbygge med flere behandlingspladser”, siger Bent Windelborg Nielsen.
Starter 1. maj
Det nye behandlingstilbud anvender ”Holbækmodellen”, som er den behandlingsmodel, der har haft størst succes med at hjælpe svært overvægtige børn med at tabe sig.
Behandlingstilbuddet starter 1. maj 2014, og interesserede børn og familier kan allerede nu henvende sig til Overvægtsambulatoriet på Børneafdelingen og overvægtsklinikkerne i de fire kommuner for at blive skrevet op til en plads.