Fortsæt til indhold

Giv biskoppen en chance på søndag

Biskop Kjeld Holm prædiker søndag i Thorsager Kirke og om eftermiddagen fortæller han om det personlige engagement som det, der giver livet mening

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Den franske filosof Gabriel Marcel (1889-1973) skelner i sit værk fra 1935, ”Être et avoir”, mellem ”tilværelsen som et problem, man kan løse og dominere, og tilværelsen som et mysterium, der griber mennesket og engagerer det. Engagement er trofasthed. Og det fundamentale engagement er en trofasthed over for tilværelsen som mysterium; det er en skabende trofasthed, der holder mennesket fast ved sine særlige løfter og engagement”.
Biskop Kjeld Holm tager afsæt i Marcels ord i sin seneste erindringsbog, ”Man lever af det, man får skænket”: Hvad gør et menneske lykkeligt? Hvad giver livet mening? Det gør det engagement, der binder sammen, ifølge Kjeld Holm, der teologisk er dybt præget af Søren Kierkegaard.
Det er dét engagement, der er fællesnævneren for alt, hvad Kjeld Holm har kendt og elsket i livet – fra studietidens engagement i universitetets viden til bispetidens engagement i kristendommens visdom.

Søndag i Thorsager

Biskoppen lægger til, når han er søndag er gæsten ved forårsmødet søndag eftermiddag i Præstegårdsladen i Thorsager.
Om formiddagen prædiker Kjeld Holm ved gudstjenesten klokken 10.30 i Thorsager Kirke.
Overgangen de to arrangementer imellem markeres ved en god søndagsfrokost i Præstegårdsladen

Blå Bog: Kjeld Holm

  • Født 18. juli 1945 i Diernæs ved Hoptrup i Sønderjylland
  • Student fra Haderslev Katedralskole
  • Uddannet mag.art i idéhistorie i 1972 ved Aarhus Universitet (universitetets guldmedalje i 1970)
  • Blev efter en teologisk tillægseksamen præst i folkekirken fra 1974, og har siden 1994 været biskop over Aarhus Stift
  • Fra 1974-94 var Kjeld Holm ansat som præst ved Ellevang Kirke i Århus
  • Mens han var præst arbejdede han sideløbende som undervisningsassistent i religionsfilosofi ved Aarhus Universitet fra 1976-84 og som lærer ved Pastoralseminariet i Århus fra 1984-91