Rønde Sparekasse fester med rekordmange garanter
Uddeling af Initiativpris og underholdning med Ib Grønbech til Rønde Sparekasses garantmøde i Rønde Idrætscenter
Sidste år var det vestkystbandet Tørfisk og i år det den nordjyske entertainer og sanger Ib Grønbech med band.
Rønde Sparekasse vil gerne sætte lidt ekstra kolorit på det årlige garantmøde, som også er den aften, hvor Initiativprisen uddeles til en borger, forening eller organisation, som har gjort en uegennyttig indsats i lokalområdet.
Borgerne har kunnet indstille kandidater til Initiativprisen, som i år uddeles for 24. gang og som denne gang ud over æren består af en check på 5.000 kr. og et stykke glaskunst fra Tobias Møhl og Trine Drivsholms glasstudio på Stokflethvej i Ebeltoft.
Sidste år modtog TRIF-ildsjælen Søster Ibsen fra Rønde Initiativprisen for sit projekt TRIF 60+ for områdets seniorer.
Spisning og underholdning
Rønde Sparekasse har ellers gennem mange år holdt sine garantmøder over to aftner i sparekassens egne lokaler i ejendommen på Hovedgaden.
Men efter nogle fremgangsrige år og især sammenslutningen med Helgenæs Sparekasse i 2012 har givet en så stor tilgang af garanter, at man sidste år for første gang holdt et samlet garantmøde i Rønde Idrætscenter med 350 glade deltagere til spisning og vestjysk underholdning med Tørfisk.
Et meget solidt pengeinstitut
Til garantmødet aflægger Rønde Sparekasses formand Annelise Udsen sin beretning og sparekassedirektør Ole Bonde fremlægger årsregnskabet. Derefter uddeles Initiativprisen.
Rønde Sparekasse er inden for de senere år to gange blevet udnævnt til landets mest solide pengeinstitut og har haft stor fremgang i kundemasse og omsætning.
Det skyldes på sammenslutningen med Helgenæs Sparekasse og andre pengeinstittuters strategiske beslutninger om at forlade lokalområdet.
Den største garantkreds nogensinde
Siden sidst har Rønde Sparekasse også bygget om og udvidet i ejendommen på Hovedgaden samt fået flere nye medarbejdere.
”Forud for 2014-garantmøde kan Rønde Sparekasse mønstre den største opbakning nogensinde fra egnen i form af en garantkreds, der bare vokser og vokser,” siger sparekassedirektør Ole Bonde.
Sidste frist for at melde sig til Garantmødet er fredag 14. marts.