Fortsæt til indhold

1813 har fået nye instrukser

Direktør: Borgerne kan være trygge ved 1813

Samfund
Kim Ravn-Mortensen

Torsdag aften – dagen før fristens udløb – sendte Region Hovedstaden en ny instruks til Sundhedsstyrelsen, der skal løse problemerne hos 1813.
Sundhedsstyrelsen var den 12. marts på kontrolbesøg hos 1813, hvilket affødte en række kritikpunkter, som skulle være løst senest den 4. april.
Direktøren for akutområdet i Region Hovedstaden, Freddy Lippert, bekræfter overfor Ritzau, at en ny og meget grundig instruks er sendt af sted.
”Vi har gjort os umage for at beskrive alt så præcist som muligt, så der ikke kan være tvivl om noget, siger han,” og fortsætter:
”I forhold til personalets ansvar og kompetencer, handlede det blandt andet om brugen af et beslutningsstøtteværktøj. I den nye instruks har vi præciseret, hvornår man skal og ikke skal bruge det, og i hvilke tilfælde man skal konferere med en læge.”
Anne Mette Dons, enhedschef i Sundhedsstyrelsen, mente efter besøget i marts, at de mange fejl og mangler var en alvorlig risiko for patienternes sikkerhed.
Den risiko er nu, ifølge Freddy Lippert, elimineret og borgerne kan føle sig fuldstændig trygge ved at ringe til 1813:
”Det kan de, og det har kunnet hele tiden. De taler med særligt kompetente sygeplejersker og særligt kompetente læger, der samarbejder og spørger hinanden til råds.”