Fortsæt til indhold

Skatteminister tavs om Grenaa

Skattecenters fremtid i Grenaa uafklaret

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Hvad er ministerens holdning til en udbygning af Skattecentret i Grenaa, som et alternativ til en nedlægning," lød det henvendt til den nyudnævnte skatteminister Morten Østergaard (B) fra det lokale folketingsmedlem Anne-Mette Winther Christiansen (V) 17. februar 2014.
Otte dage senere forelå svaret fra skatteministeren, og det var en ren omgang 'uld i mund' efter devisen 'løsningen må blive en eller anden form for løsning'.

Intet nyt under solen

Morten Østergaard oplyser forventeligt i sit svar, "at der endnu ikke er taget beslutning om placeringen af skattecentre fremover, men selvfølgelig bliver der taget en række hensyn i denne planlægning."
Og så gentager han, hvad også forgængerne Jonas Dahl (SF) og Holger K. Nielsen (SF) tidligere har sagt:
"Af væsentlige hensyn for den fremtidige lokalisering af SKATs arbejdspladser, kan jeg oplyse, at SKAT fortsat skal være en landsdækkende virksomhed med en fornuftig geografisk spredning, herunder er der også fokus på at borgere, virksomheder og medarbejdere har gode muligheder for at komme i fysisk kontakt med SKAT på de fremtidige adresser. Derudover har det stor betydning, at SKAT kan fastholde og rekruttere de nødvendige kompetencer i faglige miljøer af en vis størrelse, der kan sikre stordriftsfordele på de fremtidige lokationer."
"Af disse grunde kan jeg på nuværende tidspunkt ikke kommentere yderligere om skattecentret i Grenaa."

Felttog fra borgmester

Borgmester Jan Petersen, S, har i flere omgang i skarpe vendinger advaret mod regeringens planer om at lukke en stribe skattecentre rundt om i landet, herunder Grenaa, og været på besøg i Folketingets skatteudvalg for at argumentere for det forkerte i at trække skodderne for i Grenaa.