“Lønløft en anerkendelse til lokalpolitik”
Syddjurs borgmester Claus Wistoft hilser lønløft til menige lokalpolitikere velkommen
Syddjurs borgmester Claus Wistoft (V) er fint tilfreds med, at kommunalpolitikeres løn får et lønløft pr 1. juli 2014.
For de menige politikere i Syddjurs Byråd betyder det, at det nuværende faste vederlag på 66.388 kroner i 2013 forhøjes til 85.773 kroner.
Regeringen har indgået forlig med SF, Venstre og Konservative om regulering lokalpolitikeres løn, der kommer op et niveau, der svarer til lønudviklingen på det kommunale arbejdsmarked siden 1996.
"Jeg mener, at det er tiltrængt, og ser det som en anerkendelse af, at lokalpolitikere har fået betydeligt flere opgaver og dermed mere ansvar, siden kommunalreformen i 2007," siger Claus Wistoft.
Borgmesteren vil ikke forholde sig til, om små 20.000 årlige kroner gør den store forskel.
"Jeg forholder mig til, at der nu sker noget efter en diskussion, der har kørt i lang tid om lokalpolitikeres lønforhold, og at Christiansborg anerkender vigtigheden af de opgaver, som bliver løst af politikerne lokalt," siger Wistoft.
"Man har valgt at regulere lønnen med en procentsats, der svarer til lønudviklingen på det kommunale arbejdsmarked siden 1996, og det er trods alt et udgangspunkt, som er til at forholde sig til."
Koster 52 mio.
Forliget forventes at betyde årlige merudgifter på 52 millioner kroner.
"Jeg er ikke klar over, hvordan lønhoppet skal finansieres, men jeg er sikker på, at kommunernes interesseorganisation, Kommunernes Landsforening, tager den diskussion med regeringen. Kender jeg sidstnævnte ret, så ved jeg godt, hvem de mener, der skal betale," siger Claus Wistoft.
Lønkommission i sving
Borgermesterens løn er ikke en del af forliget. Om Claus Wistoft og borgmesterkolleger tilkommer en hyre, der svarer til nutidens ansvar og arbejdsbyrde, skal en lønkommission vurdere og komme med et udspil til.
Lønønkommission, der ikke er nedsat endnu, skal kigge på, hvordan hele feltet af ministre, folketingspolitikere, borgmestre og regionsformænd skal aflønnes fremover.