Fortsæt til indhold

Politisk kraftcenter intakt

Samfund
Af Lars Norman Thomsen, redaktør:

"Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvor det politiske kraftcenter er placeret i det ny Syddjurs Byråd, når tingene spidser til, iler vi med en hurtig forbrugeroplysning.
Det er placeret nøjagtigt samme sted, som i det gamle byråd. Dengang udgik det politiske kraftcenter fra borgmester Kirstine Bille (SF) og viceborgmester Claus Wistoft (V).
I det ny byråd er der blot blevet byttet om på Wistoft og Billes indbyrdes positioner, men deres fælles forståelse og politiske samhørighed er intakt.
Det er der ikke ændret en tøddel ved, selv om de to store personlige stemmeslugere ved Kommunalvalget i november 2013, kom lidt på kant af hinanden under det efterfølgende nachspiel i dagene efter valget.
Luften er renset nu, og den ny borgmester ved godt, hvor han skal ringe hen først, når han er i tvivl, om han har et flertal. Det kom første gang til udtryk på sidste uges byrådsmøde, hvor byrådet skulle tage stilling til den forkætrede og kontroversielle sag om privatisering af 40 kilometer vejstrækninger fra 2017, som det nu bliver op til de borgere, der har adresse på de pågældende veje, at vedligeholde.
Kun Venstre og SF havde styr på tropperne, mens Socialdemokratiet igen var knækket midt over. Partiets to medlemmer af Økonomiudvalget valgte at gå med på tilhængerholdet. Mon de to vælger at gå Økonomiudvalgets vej fremover i prekære sager i stedet for at følge flertallet i Socialdemokratiet?
Den Radikale Jan Kjær Madsen var også med på tilhængerholdet. Muligvis er han også en af borgmesterens faste proselytter, når det brænder på?
Tidligere Venstre ultras som løsgænger Jørgen Brøgger og Liberal Alliances to overløbere kan Claus Wistoft til gengæld ikke regne fuldt og helt med. Slet ikke enegængeren Anette Quist Busk på modsatte fløj, der fortsat har deponeret sin politiske bestalling hos borgerne.
Men hele dette mindretal, som vil være der i forskellige sager omgærdet af stor borgerinteresse, kan borgmesteren tage ret så cool.
Han har en sikker bastion i SF og i sit eget Venstre, der ikke skal nyde noget af, at bringe Wistoft i fedtefadet. Det er 12 mandater. De to sidste mandater for at have flertallet i hus, er det kattens leg med musen at bringe i hus.
Det korte af det lange er, at Venstre og SF fortsætter, hvor de slap i det gamle byråd.
Wistoft og Bille er to så stærke politiske størrelser, at de måske ligefrem er komplementære. De to supplerer i hvert fald hinanden, og er begge nødvendige for hinanden i en lokalpolitisk sammenhæng. Deres pragmatiske tilgang til lokalpolitik stemmer så meget overens, at de fortsætter, hvor de slap i det gamle byråd."