Fortsæt til indhold

Ny minister på virkelighedstjek i Mols Bjerge

Miljøminister Kirsten Brosbøl var mandag eftermiddag på studietur i Nationalpark Mols Bjerge

Samfund
Af Martin Schultz

Den seneste regeringsrokades store overraskelse, den 36-årige miljøminister Kirsten Brosbøl (S), fik både set og rørt sig i Mols Bjerge, da hun mandag eftermiddag sluttede en studietur til Østjylland med et besøg i Nationalpark Mols Bjerge.
Den nyudnævnte miljøminister med opvækst i Odder har kun siddet i sit embede i godt tre uger og var således væsentlig hurtigere til at besøge Nationalpark Mols Bjerge end hendes forgænger Ida Auken (tidl. SF), som trods flere varslede visitter på Djursland hver gang måtte aflyse sine besøg.
Kirsten Brosbøl ankom til Nationalparkens sekretariat på Jagtslottet på Kalø midt på eftermiddagen, hvor hun blev briefet af bestyrelsesformand Erling Post og sekretariatsleder Mika Leth Pedersen.
”Vi informerede ministeren om både processen frem mod Nationalpark Mols Bjerge og hvad vi er i gang med af tiltag og aktiviteter,” fortalte Erling Post i forbindelse med ministerbesøget.

Ud og strække ben i Strandkær landskabet

Efter mødet på Jagtslottet kørte den ministerielle kortege med embedsmænd, Naturstyrelsens medarbejdere og Nationalparkens hold på sightseeing i Mols Bjerge og sluttede turen ved Nationalparkens besøgscenter Øvre Strandkær.
Her kom selskabet ud og strække ben, da man med sekretariatsleder Mika Leth Petersen i spidsen blev guidet på en tur rundt i landskabet ved de smukke Strandkærgårde med de nyligt etablerede sandmarker som mål.
Sandmarkerne er etableret for at give gunstige levevilkår for truede insekt- og plantearter – en problematik som i høj grad interesserede den nye minister.
”Jeg er opmærksom på problemstillingen omkring benyttelse og beskyttelse i de danske Nationalparker,” sagde miljøminister Kirsten Brosbøl til Adresseavisen.
Læs mere i Djursland Weekend torsdag